Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Samlet forskningsforslag fra byggeriet

Byggeerhvervet har via innovationsnetværket InnoByg udarbejdet fem forslag til forskningsområder, der bør indgå i Forskningsministeriets FORSK 2025 katalog

Danmarks nationale formue er for mere end 80 procents vedkommende bundet i bygninger og anlæg. Der er derfor god grund til at interessere sig for byggeri og infrastruktur som forskningsobjekt, da der er potentiale for markante effekter både for samfundet og for branchen.

 

Det forklarer Michael H. Nielsen, der er direktør i Dansk Byggeri og formand for styregruppen i InnoByg. Han fortæller videre:

 

- Byggeri og infrastruktur skaber de fysiske rammer, som alle danskere bruger hver eneste dag. Det drejer sig om bygninger, veje og broer. Alt det som gør, at danskerne har tag over hovedet, vand i hanen og el i stikkontakten, at de kan tage bilen eller toget på job - eller komme ud i det fri. Men også at erhvervslivet har ordentlige rammer, så de kan drive deres forretning effektivt og dermed skabe vækst i hele Danmark.

 

Byggeri og infrastruktur har stor betydning for samfundsøkonomien og Danmarks energi- og miljømål, idet der fx er bundet 5.000 milliarder kr. i mursten, beton og asfalt, at der findes 75.000 km veje, at 40 % af al energi går til bygninger, og 30 % af alt affald kommer fra byg­geindustrien.

 

- Det betyder, at der er god grund til at blive klogere på, hvordan vi får mere for de penge, der investeres i bygninger og infrastruktur, hvordan vi sikrer værdien af de investeringer, der er bundet i bygninger og infrastruktur samt viden om at reducere energiforbruget og mindske affaldsmængderne og ressourceforbruget, forklarer Michael H. Nielsen.

 

Byggeerhvervet foreslår derfor, at FORSK 2025 kommer til at indeholde følgende fem indsatsområder:

  • Cirkulær ressourceeffektivitet i byggebranchen
  • Værdiskabelse i byggeriet gennem industrialisering 4.0
  • Energieffektive bygninger som en del af energisystemet
  • Infrastruktur til effektiv transport
  • Sundhed og trivsel i fremtidens bygninger

 

De fem forslag til forskningsområder fra byggeerhvervet skal nu indgå i den prioriteringsproces, som Forskningsministeriet står for, hvor de mest perspektivrige forskningsområder skal identificeres.

 

Dansk Byggeri glæder sig over, at byggeerhvervet formår at præsentere et samlet og fælles indspil med opbakning fra både erhvervsorganisationer og vidensinstitutioner.

 

- Det betyder, at vi står med et stærkt og solidt bud, der er handlet bredt af, som alt andet lige gør, at vores indspil må stå stærkt. Der er enighed om at styrke såvel forskning som innovation i byggeriet som en væsentlig vej til styrket produktivitet og til fx  at styrke erhvervets muligheder på de globale markeder, siger Michael H. Nielsen.

 

Kontakt

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32