Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Adgang til arbejdskraft er den klart største udfordring

Det månedlige konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik viser ikke overraskende, at der i bygge- og anlægsbranchen er stigende forventninger. Der er større og større tro på, at branchen går mod bedre tider

- Bygge- og anlægsbranchen har siden 2013 befundet sig på en opadgående formkurve. I de seneste par år især på grund af vækst i boligbyggeriet, konstaterer Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

 

På den baggrund forventer Dansk Byggeri, at den sammensatte, sæsonkorrigerede konjunkturindikator for byggeri og anlæg inden længe ryger op i det positive felt. Fra september til oktober er nettotallet steget fra -4 i til -2.

 

- Især beskæftigelse trækker byggeriets forventninger opad, mens bedømmelsen af ordrebeholdningen er mere pessimistisk. Det vidner om, at der allerede har været en langvarig opgangsperiode, og at der fremadrettet ganske vist fortsat ventes vækst, men med knapt så kraftige vækstprocenter som i de foregående år, siger Bo Sandberg.

 

Mangel på arbejdskraft
Som en naturlig konsekvens af de senere års fremgang i byggeri og anlæg er mangel på arbejdskraft rykket øverst på listen af udfordringer, hvilket også gør sig gældende hos Dansk Byggeris medlemmer.

 

Oktober-målingen bekræfter de seneste måneders stabile tendens. Omkring 30 procent af byggevirksomhederne angiver rekruttering af kvalificeret arbejdskraft som største udfordring, mens 14 procent oplyser, at de ikke har tilstrækkelig efterspørgsel.

 

- Foreløbig er arbejdsstyrken steget lige så meget som beskæftigelsen, og de foreløbige rekrutteringsudfordringer har kunnet løses med flere lærlinge, mere udenlandsk arbejdskraft, seniorer, der bliver længere på arbejdsmarkedet og øget digitalisering.

 

- Men i løbet af få år ventes der en mere udbredt mangel på faglærte i store dele af landet. Det er derfor positivt, at der netop er indgået trepartsforlig om Voksen- og Efteruddannelse. Men derudover er det vigtigt, at blandt andet skatteforhandlinger også leverer varen i form af positive bidrag til bedre incitamenter på arbejdsmarkedet, siger Bo Sandberg.

 

Kontakt
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32