Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Boblefri sommer på boligmarkedet

Barometerstanden på boligmarkedet bevæger sig i øjeblikket fra foranderligt til smukt. Der er fremgang i alle regioner. Ikke mindst Nordjylland står stærkt i billedet. Det stigende antal bolighandler smitter ifølge Dansk Byggeri positivt af på bygge- og renoveringsaktiviteten

Ifølge Danmarks Statistik er priserne på ejerlejligheder det seneste år steget 5,5 procent på landsplan. Prisen på sommerhuse er steget 5,1 procent og enfamiliehuse med 2,4 procent. Samtidig var der i 1. kvartal 2017 cirka 25 procent flere bolighandler end i 1. kvartal 2016.

 

- Udviklingen på boligmarkedet er ganske opløftende for tiden. Priserne stiger i alle regioner, og der er også fra starten af 2017 flere handler end sidste år, som i forvejen var et travlt år for ejendomsmæglerne, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

Flere bolighandler betyder større renoveringsaktivitet, da det typisk er omkring et ejerskifte, at boligerne renoveres. Samtidig betyder højere priser på de eksisterende boliger, at det bedre kan betale sig at bygge nyt.  

Slut med tocifrede vækstrater

- Alt tyder på, at vi har lagt de tocifrede vækstrater bag os. For ejerlejlighederne i Region Hovedstaden var årsstigningen i 1. kvartal 6,6 procent. Det betyder, at boligboble-spøgelserne foreløbig kan manes tilbage i graven. Efterspørgslen skyldes primært et reelt demografisk behov som følge af urbanisering. Samtidig ser de senere års regelstramninger - blandt andet om at køber selv skal stille med mindst fem procent af finansieringen ved boligkøb - ud til at virke efter hensigten, siger Bo Sandberg.

 

Årsvæksten i priserne på ejerlejligheder i Nordjylland matcher med +6,2 procent stort set hovedstadens 6,6 procent. Og for enfamiliehusene har Nordjylland med +3,7 procent landets kraftigste prisvækst. I det hele taget har de senere års fremgang på det københavnske boligmarked spredt sig som ringe i vandet til resten af landet.

 

- Der er høj byggeaktivitet i Aalborg, og den procentvise prisudvikling matcher hovedstadens. Lægger man dertil, at boligmarkedet i den nordjyske universitetsby ikke oplevede samme rutsjetur under finanskrisen, som København gjorde, så er det fair at konkludere, at solen især skinner på det nordjyske boligmarked, siger Bo Sandberg.

 

Positiv afklaring af fremtidens boligskat

Dansk Byggeri glæder sig over, at der i foråret kom en bredt politisk funderet aftale om boligskattens fremtid efter 2021.

 

- Det er i sig selv positivt, at der hen over midten i Folketinget er skabt afklaring om boligskatten, som har været så tabubelagt, og som har så stor betydning for vores privatøkonomi. Ganske vist har aftalen skønhedspletter, men det er et grundlæggende sundt princip, at boligskatten følger konjunkturerne op og ned, forklarer Bo Sandberg.

 

Endelig tager Dansk Byggeri også positivt imod den seneste liberalisering på sommerhusmarkedet, hvor man nu kan finansiere 75 procent af købssummen med realkreditlån mod tidligere 60 procent, selvom det på sigt også kan rumme en højere risiko.

 

 

 

Kontaktinformation
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32