Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Boligskat: Ånden er ude af flasken!

Efter 15 års tabu er økonomernes favoritskat – boligskat – kommet på det politiske forhandlingsbord. Og der er faktisk seks konkrete ting, som midterpartierne ser ud til at enes om

 

Af Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk byggeri

 

Uanset hvilken håndfuld af økonomer man satte sammen om opgaven, ville vi i søvne kunne anbefale en skattereform, der flytter skat væk fra mobile skattekilder som kapital og arbejdskraft og over på ikke-mobile skattekilder som jord og boliger. Det har vi fået ind med modermælken. Eller hvad der nu ellers var i fredagsbaren på politstudiet. Henry George, John Stuart Mill og David Ricardo har ikke levet forgæves.

 

Men arbejdsdelingen er nu engang sådan, at det er politikerne, der bestemmer og står til ansvar overfor vælgerne. Og lige siden Jordlovsafstemningen i 1963 har boligejerne været et politisk privilegeret folkefærd omend med store, tilfældige udsving i boliglotteriet afhængigt af, hvornår man gjorde entré på markedet.

 

Vi skal ikke længere tilbage end folketingsvalgkampen 2015, hvor de store partier - vanen tro - holdt hinanden i skak med løfter om, at det stadig mere forvridende boligskattestop skulle bestå også efter 2020. Ja, måske endda helt indtil solen brænder ud. Og stadig i 2015 blev Thorning-regeringens efterladenskab, Pensionskommissionen, nedlagt blot på rygtet om, at den ville ende med at anbefale, at der skulle hentes noget finansiering ved at ophæve nominalprincippet i ejendomsværdibeskatningen – altså at skatten fastfryses i kroner og ører.

 

På den baggrund er det både positivt og modigt, at den smalle V-regering sidste år brød 15 års tabu om boligskatten, og at forslaget ikke blev hældt helt ned ad brættet af S og DF. Det bør vi økonomer anerkende. Også selvom den boligskattemodel, der er i pipelinen, langt fra er optimal, hverken hvad økonomisk efficiens eller skattemæssig enkelhed angår.

 

Nu er ånden ude af flasken, og derfor er der grund til at fokusere på de ting, der samler henover den politiske midte frem for på det, som skiller. Og der er mindst seks positive afklaringer, der kan sættes flueben ved, hvis der lander et bredt boligskatteforlig indenfor skiven af efterårets forslag ”Tryghed for Boligejerne”.

 

1) Måske vigtigst af alt er ro om fremtidens boligskat. Dvs. en bred aftale mellem regeringen samt både S og DF, der rækker mindst et par valgperioder frem. Det vil fjerne den ulmende usikkerhed i markedet, som indtil nu er blevet undertrykt af konjunkturfremgangen.

Så er det til at leve med, at man - set med økonombriller - kommer til at bruge lidt rigeligt milliarder af råderummet på at tilgodese især de nuværende boligejere. Og at ejendomsværdiskatten formentlig lander nogle promiller under det, der i vismændenes meget teoretiske beregning kaldes den optimale skattesats.

2) Det er godt, at nominalprincippet i ejendomsværdiskatten lægges i graven. Når ejendomsværdiskatten fremover låses fast i procent, får det positiv samfundsøkonomisk betydning. Så vil boligskatteprovenuet følge konjunkturerne både op og ned. Det bidrager til at modvirke boligbobler de kommende år.

3) Det er vældig positivt, at den løbende årlige jordbeskatning fastholdes. Den har været et bærende element i dansk skattepolitik siden Frederik IIIs indførelse af hartkornsskatten i 1662. Grundskyld er det mest fremtidssikre skattehåndtag overhovedet, så det bør absolut ikke skylles ud med badevandet.

4) Et bredt skatteforlig mellem regeringen, S og DF vil sætte en effektiv stopper for ”den svenske model” for avancebeskatning, som bl.a. en noget spøjs trojka bestående af Enhedslisten, De Konservative og Tænketanken Cevea flirtede med i efteråret. En model, hvor kun de realiserede gevinster ved boligsalg beskattes, hæmmer nemlig mobiliteten på bolig- og arbejdsmarkedet.

Hertil kommer den uoverskuelige udfordring med overgangsordning mellem den nuværende årlige, løbende boligskat og eventuel avancebeskatning. Og så har vi bare i bund og grund rigtig dårlig erfaring med at forsøge os med helt nye skatter. Lad mig blot i flæng nævne: Multimedieskat, fedtafgift og forsyningssikkerhedsafgift.

5) Uden at forholde mig til de fordelingspolitiske aspekter, så er det naturligt, hvis en bred boligskatteaftale delvis finansieres af sænket rentefradrag. Alle skattereformer er produkter af den tid, de bliver til i, og noget af det, der kendetegner 2017-baggrundstæppet, er lavrentemiljøet. Det betyder, at en yderligere aftrapning af rentefradraget - alt andet lige - vil gøre mindre ondt på boligejerne.

6) Fra 2021 lægges der op til, at tyngdepunktet i boligbeskatningen ændres lidt: Fra da af kommer ejendomsværdiskatten til at give en større andel af provenuet og grundskylden en relativt mindre andel. I gennemsnit betyder det, at parcelhusene beskattes lidt mindre, end de ellers ville være blevet, mens ejerlejlighederne skal betale lidt mere af gildet. Det vil - alt andet lige – bidrage til at tage toppen af prisstigningerne på Hovedstadens boligmarked, og også det vil såmænd være ganske fornuftigt.

 

Selvfølgelig udestår også nogle store knaster. Mest prominent ”kampen om knækket”. Og det er hævet over enhver tvivl, at progressionen i boligbeskatningen bevares også efter 2020. De nye ejendomsvurderinger vil i gennemsnit hæve boligernes værdi markant. Det taler for en beskeden progression, som indtræder relativt sent, dvs. med et ”millionærknæk” omkring en ejendomsværdi på 6 millioner kr. De fordelingspolitiske hensyn i tovtrækningen kan dog meget vel trække resultatet ned omkring 5 millioner kr. Uanset hvad, vil der være tale om en ren Hovedstadsskat.