Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Byggeriets forventninger har svært ved at nå op i det positive felt

Ved indgangen til 2017 er byggevirksomhedernes fremtidsforventninger fortsat moderate. Det blev heller ikke i 2016, at den sammensatte konjunkturindikator kom op i det positive felt. Det skyldes både et todelt marked og udsigten til mangel på arbejdskraft

Ifølge Danmarks Statistik lå den sammensatte, sæsonkorrigerede konjunkturindikator for byggeri og anlæg forholdsvis stabilt på -6 i december mod -7 i november.

 

- Det sidste konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik for 2016 viser en flot fremgang i fremtidsforventningerne i industrien og servicesektoren, mens byggeriet kun kan præstere status quo på et moderat niveau, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

- Selvom byggeriets grundform er god, er det sjældent alle delbrancher inden for byggeri og anlæg, der bevæger sig fremad samtidig. Og på samme tid dæmper udsigten til mangel på arbejdskraft også lidt af optimismen, siger cheføkonomen og uddyber:

 

- Der er stigende aktivitet med nybyggeri af boliger, og også det offentlige byggeri af blandt andet superhospitaler ligger højt i landskabet. Omvendt lider anlægsentreprenørerne på vejområdet under, at der i øjeblikket færdiggøres flere opgaver, end der påbegyndes.

 

Som en naturlig følge af de seneste tre års beskæftigelsesfremgang på 16.000 personer i byggeriet er adgang til kvalificeret arbejdskraft rykket øverst på dagsordenen.

 

- Ifølge konjunkturbarometret er det virksomheder svarende til 20 pct. af byggeriets beskæftigelse, der angiver mangel på arbejdskraft som produktionsbegrænsning. Det matcher meget godt Dansk Byggeris medlemskreds, hvor en undersøgelse fra november viste, at rekruttering af arbejdskraft opfattes som største udfordring af 26 pct. af medlemmerne, siger Bo Sandberg.

 

Når det kommer til faktiske forgæves rekrutteringer, som det opgøres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, var der i 3. kvartal 4.300 forgæves rekrutteringer inden for byggeri og anlæg, svarende til 2,8 pct. af byggeriets beskæftigelse.

 

- 2,8 pct. af beskæftigelsen lyder måske ikke af så meget, men det er den højeste procentandel inden for alle brancher. Og det hører med til historien, at det selvfølgelig langt fra er alle byggevirksomheder, der har stået over for at skulle nyansætte lige præcis i 3. kvartal 2016, siger Bo Sandberg.

 

 

 

Kontaktinformation
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32