Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Cirkulær økonomi skal også være rentabel

Dansk Byggeri giver håndslag på regeringens Advisory Board om cirkulær økonomi og forsikrer, at byggeriet allerede er ude af startboksen. Næsten alt affald genanvendes, og bygge- og anlægsbranchen producerer hele 35 procent af den samlede affaldsmængde i Danmark

 

Byggebranchen er i fuld gang med den cirkulære omstilling. Hele 89 procent af affaldet fra branchen genanvendes til en række nye formål. I en medlemsundersøgelse fra Dansk Byggeri tilkendegav mere end 60 procent, at de anvender genbrugsmaterialer i deres ydelser, og knap 65 procent af de adspurgte medlemmer laver produkter, som kan genbruges eller genanvendes.

 

- Det er ganske opløftende for agendaen for cirkulær økonomi. Alligevel er der fortsat et uforløst potentiale. Dansk Byggeri bakker op om anbefalingerne  fra regeringens Advisory Board for cirkulær økonomi, men vi vil også gerne understrege, at endelig succes skal sikres ved, at indførelse af cirkulære forretningsmodeller bliver udviklet i tæt samarbejde med branchen og de mange virksomheder, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

 

Dansk Byggeri bakker op om anbefalingerne om udvikling af et materialepas, et mere cirkulært bygningsreglement og sikring af mere selektiv nedrivning. Det er temaer, som er i fokus i en branche, som tager ansvaret for hele 35 procent af den samlede affaldsmængde i Danmark.

 

- Vi har med andre ord et stort ansvar som branche, og det ønsker vi at leve op til. Men de foreslåede tiltag bør dog kun indføres, hvis den miljømæssige gevinst står i rimeligt forhold til indsatsen. Og så skal initiativerne naturligvis tænkes ind i byggeriets processer, så byggeriet også under en cirkulær økonomi kan fastholde og udvikle produktiviteten, siger Michael H. Nielsen og tilføjer:

 

- Motoren for at realisere ambitionerne skal være økonomi og forretningsbaseret. Derfor bør vi have praktikerne på banen. For det første fordi der ikke bør reguleres, før der er erfaringsmæssige begrundelser for regulering. For det andet fordi de dokumentationstunge anbefalinger skal være både operationelle og værdiskabende. For det tredje bør der ikke søsættes initiativer, som er kontraproduktive for forretningen eller ikke har en reel miljøgevinst.

 

Dansk Byggeris direktør understreger, at selvom der allerede genanvendes i stor stil i byggebranchen, så er en egentlig omstilling til cirkulær økonomi med nye former for genanvendelse og nye forretningsmodeller og -processer et nyt domæne. Michael H. Nielsen vurderer således, at det vil tage tid at omstille branchen til dette, og det er vigtigt at sikre saglige vurderinger frem for forhastet regulering.

 

- Men der må gerne skubbes på for at bringe byggebranchen i den rigtige retning. Vi byder derfor anbefalingerne velkommen. Samtidig vil vi gerne kvittere for den lydhørhed, som Advisory Board for cirkulær økonomi har lagt for dagen i processen indtil nu. Det lover godt for det videre samarbejde om at udvikle fornuftige og brugbare redskaber, så byggebranchen kan bidrage til udvikling af den cirkulære forretningstænkning – en tænkning, der meget vel kan blive en ny dansk styrkeposition.

 

Kontakt
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32