Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Det er blevet attraktivt at være faglært

En ny undersøgelse viser, at to ud af tre danskere mener, at det er mere attraktivt eller lige så attraktivt at være faglært, som det var for ti år siden. Til trods for den positive tendens er de unge stadig mere kritiske

Erhvervsskolerne og livet som lærling har til tider ikke haft det bedste ry hos uddannelsesvejlederne i skolerne. Men det ser nu ud til at ændre sig, i hvert fald hos forældrene, lærerne og uddannelsesvejlederne. En ny undersøgelse fra Danmarks Statistik viser nemlig, at to ud af tre danskere mener, at det i dag er blevet mere eller lige så attraktivt at være faglært, som det var for ti år siden, og især danskere over 30 år er positive.

 

- Det er glædeligt, at langt størstedelen af danskerne mener, at livet som faglært er blevet mere attraktivt. Vi kan glæde os over, at fordommene omkring en faglært uddannelse så småt er ved at fordufte, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, som dog understreger, at der stadig ligger et stort arbejde i at få de unge med på vognen.

 

De unge er kritiske
Blandt de 16-29 årige er det nemlig kun halvdelen, der mener, at det er lige så attraktivt eller mere attraktivt at være faglært. Dermed skiller de unge sig ud fra de ældre aldersgrupper. Og det skal der gøres noget ved, mener Dansk Byggeri.

 

- Det er selvfølgelig helt centralt, at vi får de unge med på vognen. De er jo de aller vigtigste spillere i kampen for flere faglærte. Og selvom vi ved, at forældrenes meninger betyder meget for de unges uddannelsesvalg i dag, så skal vi fortsætte det hårde arbejde for at gøre det attraktivt at tage en uddannelse som fx tømrer eller struktør, siger Louise Pihl og fortsætter:

 

- Vi står i en situation, hvor vi i 2027 kan risikere at mangle 73.000 faglærte, hvoraf de 17.000 kommer til at mangle i bygge- og anlægsbranchen. Det er noget, vi er nødt til at handle på.

 

Virksomhedsbanken skal inspirere de unge
Dansk Byggeri har blandt andet iværksat en virksomhedsbank, som skal få flere unge til at en vælge erhvervsuddannelse. Her kan skoler finde virksomheder i deres lokalområde, der har lyst til at vise deres håndværk frem, så elever tidligt i livet møder dygtige fagfolk, der er glade og stolte af deres erhverv.

 

- Lige nu har knap 100 virksomheder tilmeldt sig virksomhedsbanken, og vi håber, at den kan være med til at give de unge nogle gode oplevelser på egen krop, så de får lyst til at prøve kræfter med alle de jobs, man kan få med en faglært uddannelse i bagagen, afslutter Louise Pihl.

 

Læs mere om virksomhedsbanken her

Læs hele notatet her

 

Underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 12
Kommunikationsmedarbejder Stine Bo Christensen, Dansk Byggeri, telefon 53370136