Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Dyrt at opføre sig som om man er fattig

Der er behov for flerårige budgetter og anerkendelse af, at investeringer i bygninger og veje er nødvendige

Af Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri

 

Det er velkendt, at det er dyrt at være fattig – man er henvist til at vælge den kortsigtede, her-og-nu, billigste løsning på et akut problem frem for at vælge den lidt dyrere løsning, der til gengæld holder i længden og samtidig øger værdien.

 

Med det oplæg til forhandlingerne om næste års ramme for de kommunale investeringer, som Finansministeriet har spillet ud, skulle man tro, at Danmark er et fattigt land. Men det er vi ikke, så set udefra må det virke ulogisk, at et land, der har både råd og kapacitet, frivilligt vælger kortsigtede, ikke optimale løsninger på et strukturelt problem, som fx et stort efterslæb på vedligeholdelse. Det må skyldes en systemfejl, når et rigt land opfører sig som et fattigt.

 

Og der er en systemfejl, når beslutninger vedrørende samfundets langvarige infrastruktur, bygninger og veje tages ud fra kortsigtet budgetlægning og ikke i et livstidsperspektiv. Hvor bliver totaløkonomien af?

 

Kommunernes bygningsmasse har en værdi på 133 mia. kr. En sådan formue bør forvaltes ansvarligt og ikke blot anses som en konjunkturbuffer, for så bliver både brugerne, os alle sammen, og bygningerne tabere. Når indeklimaet i skolerne overstiger grænseværdierne for CO2 på grund af ringe ventilation i 47 % af skoletiden, og kommunernes bygninger ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører har et akkumuleret vedligeholdelsesefterslæb på mindst 25 mia. kr., har det nuværende styringsregime med en årligt fastsat ramme en alvorlig systemfejl.

 

Sagt lidt friskt: Hvis de kommunale bygninger havde været børn, var de blevet tvangsfjernet pga. vanrøgt.

 

Der er derfor behov for flerårige budgetter samt en anerkendelse af, at investeringer i bygninger og veje er nødvendige. Både af hensyn til velfærd, produktivitet, arbejdsmiljø, energieffektivitet etc.

 

Diskussionen om flaskehalse og overophedning er ikke til at komme uden om for tiden. Men også her skal vi se på længere sigt. Lige nu er der dog mest tale om fantomsmerter hos analytikere primært uden for branchen. Det er rigtigt, at nogle virksomheder klager over mangel på kvalificeret arbejdskraft, men husk, at det er efter en lang periode, hvor det var meget let at rekruttere al den kvalificerede arbejdskraft, man kunne ønske sig, og husk, at der stadig er lige så mange virksomheder, hvor det er ordrer, der mangler. Rettidig omhu er derfor at øge antallet af faglærte, ikke at udsulte den i forvejen udfordrede bygningsmasse.

 

Jeg anerkender, at der er pres på de offentlige kasser, og denne debat viser jo tydeligt, at der er mange gode områder at bruge flere penge på. Måske er det værd at overveje, om der er fundamentalt andre måder at løse nogle af opgaverne på – mon det er tid til lidt disruption i forvaltningen?

 

Kunne man fx forestille sig, at kommunerne – og regionerne og staten - afhændede alle bygninger og lejede sig ind? Frem for at opføre og eje bygninger kunne den offentlige sektor efterspørge faciliteter i passende mængde og kvalitet til undervisning af børn, pasning af børn og ældre, behandling af syge mm. hos den private sektor. Så kunne politikerne fokusere på kernevelfærden, og bygge- og ejendomsbranchen kunne fokusere på sine kernekompetencer. Ikke tvangsfjernelse, men frivillig anbringelse.