Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
Louise_Phil_2_HIGH.jpg

Folkeskoleelever rykker ud på byggepladserne

Det kommende skoleår byder i efteråret på virksomhedsbesøg hos Dansk Byggeris medlemmer. Besøgene er et resultat af Dansk Byggeris virksomhedsbank, som skal gøre det lettere for skoler og virksomheder at samarbejde

Ferien er slut, og landets folkeskoleelever vender tilbage til bøgerne. Men det er ikke alle elever, som kun skal sidde med næsen i bøgerne i efteråret. 14 skoleklasser har nemlig i løbet af de næste måneder planlagt virksomhedsbesøg hos Dansk Byggeris medlemmer. Her trækker eleverne i arbejdstøjet, får sikkerhedshjelme på, finder tommestokken frem og afprøver det, de lærer ved skrivebordet.

 

Tidligere på året lancerede Dansk Byggeri virksomhedsbanken for at skabe kontakt mellem skoler og lokale virksomheder, som har lyst til at vise deres fag frem. Eleverne kan på den måde få en fornemmelse af, hvad der foregår på de ellers lukkede byggepladser. Ikke alle besøg vil være ens. Det afhænger af samarbejdet mellem skolen og virksomheden. Fælles for dem alle er, at de kobler teori med praksis.

 

Fokus på de unge allerede i folkeskolen
Initiativet er en del af Dansk Byggeris rekrutteringsstrategi, og målet er at give lærere og elever større viden om bygge- og anlægsbranchen. Dansk Byggeri håber, at initiativet giver flere børn og unge lyst til at blive håndværkere, når de engang skal vælge uddannelse.

 

- Det er vigtigt at have fokus på de unge allerede i folkeskolen, så de kan danne sig et indtryk af, hvad fremtiden som faglært har at byde på. Derfor er det rigtig dejligt at se, at der allerede er et samarbejde mellem flere skoler og virksomheder, og forhåbentlig har endnu flere klasser i slutningen af skoleåret været ude i byggeriet. Vi kommer til at mangle faglærte i fremtiden, og med virksomhedsbanken kan vi forsøge at øge interessen for håndværksuddannelserne, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

 

Knap 100 virksomheder er på nuværende tidspunkt tilmeldt virksomhedsbanken, og målet er 200 tilmeldte ved udgangen af 2017.

 

Læs mere om virksomhedsbanken

 

Kontakt

Underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 12
Journalist Christina Houlind, Dansk Byggeri, telefon 29 74 94 44