Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Forbrugerne er forsigtige optimister

Forbrugerforventningerne tog et lille dyk i maj. Den generelle pil peger dog fortsat opad, og Dansk Byggeri forventer, at forbrugerne i 2017 sætter gang i flere renoveringer og vedligeholdelsesarbejder

Ifølge Danmarks Statistik faldt den samlede sæsonkorrigerede forbrugertillidsindikator overraskende fra et nettotal på +7,4 i april til +5,8 i maj.

 

- De nye tal for forbrugernes humør er indsamlet i begyndelsen af maj. Og måske har den kolde april måned bidraget til at køle forbrugeroptimismen lidt ned. Men det er alligevel et overraskende resultat, da april også var måneden, hvor danskerne fik i alt 17 mia. kr. tilbage i skat, svarende til en gedigen vækstpakke eller en mellemstor skattereform, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

- Man skal ikke hæfte sig alt for meget ved en enkelt måneds måling. Den overordnede trend i dansk økonomi og privatforbruget peger fortsat opad. Men de nye forbrugerforventningstal viser, at der næppe er en decideret ketchup-effekt på vej i privatforbruget. Finanskrisen har grundlæggende ændret danskernes forbrugs- og opsparingsadfærd i retning af øget opsparing, siger Bo Sandberg.

 

Dansk Byggeri noterer samtidig, at der i øjeblikket er god overensstemmelse mellem de bløde nøgletal - som fx forbrugerforventningerne - og de hårde nøgletal i dansk økonomi fx BNP og beskæftigelsen.

 

- Familierne bedømmer efterhånden deres egen situation og tilstanden i dansk økonomi nogenlunde lige positivt, siger erhvervs- og arbejdsgiverorganisationens cheføkonom.

 

Selvom det ikke direkte kan aflæses i Danmarks Statistiks forbrugertillidsindikator, forventer Dansk Byggeri, at den moderate forbrugeroptimisme stille og roligt vil smitte af på den private renoveringsaktivitet.

 

- Der er stigning i antallet af bolighandler, og det kaster flere renoveringsopgaver af sig. Renoveringsmarkedet svinger dog ikke så meget som nybyggeriet gør. Dansk Byggeri forventer i sin forårsprognose en vækst på markedet for bygningsreparation på 2,4 % i 2017, siger Bo Sandberg, der samtidig også efterlyser en snarlig positiv afklaring om en permanentgørelse af håndværkerfradraget både for at mindske det sorte arbejde og det lavproduktive gør-det-selv arbejde, og for at undgå endnu en omgang stop-and-go på markedet.

 

 

 

Kontaktinformation
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32