Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Fornuftigt at opbløde energikravene til byggeriet

Dansk Byggeri er tilfreds med, at bygningsklasse 2020 (lavenergiklasse) gøres frivillig i stedet for obligatorisk, som regeringen ellers havde foreslået. Dermed har regeringen lyttet til branchen

De udmeldte energikrav til nye bygninger i 2020, der blev fastlagt tilbage i 2009, giver ikke mening, og det har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen nu taget konsekvensen af.

 

- I Dansk Byggeri har vi meget høje ambitioner på det energimæssige område, men det skal kunne hænge sammen, og de udmeldte energikrav gav ikke mening økonomisk og energimæssigt. Derfor synes jeg, at ministeren har taget en klog beslutning, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og fortsætter:

 

- Beregninger viser, at kravene ikke er rentable, og derfor giver det god mening at undlade at stramme på dette område. På andre områder, blandt andet i forhold til ventilation, døre og vinduer, træder 2020 kravene i kraft som planlagt, og det er fornuftigt.

 

Kravene skal strammes senere

Michael H. Nielsen peger på, at der fortsat skal arbejdes med innovation og udvikling.

 

-  I takt med, at vi har nye løsninger, der økonomisk er rentable, kan vi stramme kravene i bygningsreglementet, siger Michael H. Nielsen og fortsætter:

 

- I forhold til udviklingen frem mod 2030 er der inspiration at hente i ”Roadmap for bygningers rolle i den grønne omstilling”, som bygge- og energibranchen udviklede tidligere på året. Her kan ministeren og hans embedsmænd hente god inspiration til de nye sigtelinjer for byggeriets udvikling, når det gælder grøn omstilling.

 

- Den frivillige 2020 klasse vil fortsat være at finde i BR og kan virke til inspiration for bygherrer og byggebranchen i bestræbelserne på en fortsat innovation, slutter Michael H. Nielsen.

 

Fakta om revision af bygningsklasse 2020

Bygningsreglementet indeholder i øjeblikket en lavenergiklasse – den såkaldte bygningsklasse 2020. Den er defineret som udmøntning af Energiaftalen fra 2008 og udgjorde det sidste skridt i en samlet reduktion på 75 pct. af nye bygningers energibehov.

 

En revision har vist, at bygningsklasse 2020 ikke bliver privatøkonomisk eller samfundsøkonomisk rentabel, som det eller var ventet ved lanceringen i 2011.

 

Den frivillige bygningsklasse 2020 videreføres i bygningsreglementet under et nyt navn og vil fortsat være frivillig efter 2020. Klassen gøres dermed ikke obligatorisk.

 

Læs mere om roadmap

https://www.innobyg.dk/media/75132/roadmap-rapport_final.pdf

 

Læs mere om roadmap - pixiudgave

https://www.innobyg.dk/media/75133/pixi-_-roadmap-a5_final.pdf

 

 

Kontakt

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64

Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, telefon 23 25 84 69