Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Husk, at du selv har ansvar for nedrivning

En væg i huset skal flyttes, vinduerne eller dørene skal udskiftes, eller der skal en 1. sal på. Du er naturlig nok mest optaget af det, der skal bygges op, og ikke så meget af det, der skal rives ned. Men du sparer dig selv for en masse ærgrelser og måske uforudsete udgifter, hvis du også tænker på nedrivningen og bortskaffelsen

Et byggeprojekt kan ende i frustration og kaos, hvis det ikke gribes rigtig an fra starten. Du skal som bygherre -  uanset størrelsen på byggeprojektet -  tænke på din sikkerhed for ikke at miste dine penge, og du skal overholde reglerne om nedbrydning og bortskaffelse. Det gør du bedst ved at vælge den helt rigtige håndværker til opgaven og ved at spørge ind til nedrivning og bortskaffelse.

 

Den tømrer, der skal hjælpe med dit byggeprojekt, kan også sagtens stå for nedrivningen.

 

Du skal sikre dig, at din håndværker er omfattet af Byg-Garanti, og så er det en god idé at skrive ned, præcist hvad du skal have lavet og få en pris inklusiv moms og betalingsform på skrift.

 

Skrappe regler for nedrivning

I Danmark er der mange ældre private boliger, og de indeholder ofte miljøskadelige stoffer som PCB, asbest og forskellige former for tungmetaller. Der er skrappe regler for nedrivning og håndtering af byggeaffald, og den går altså ikke bare at fylde traileren med murbrokker og køre til den nærmeste genbrugsstation.

 

- Derfor er det vigtigt, at du taler med din håndværker om nedrivningen og bortskaffelsen af byggeaffaldet. Du skal sikre dig, at han overholder reglerne, og at den korrekte bortskaffelse er med i tilbuddet. Din håndværker skal nemlig sørge for, at byggeaffaldet bliver miljøscreenet og anmeldt til genbrugspladsen, siger konsulent i Træsektionen i Dansk Byggeri Margrethe Petri Godtkjær og fortsætter:

 

- Hvis det ikke bliver gjort ordentligt, kan du i værste fald som bygherre ende med at få en regning for byggeaffald, der indeholder miljøskadelige stoffer. 

 

Så lad være med at skøjte hen over nedrivning og bortskaffelse, når du sidder ved kaffen med din håndværker og aftaler byggeprojektet. En god begyndelse er halvt fuldendt, siger man. Når du skal renovere, kan det være: En god nedrivning er fundamentet for en god renovering.

 

Kontakt

Konsulent Margrethe Petri Godtkjær, Træsektionen, Dansk Byggeri, telefon 29 13 17 52

Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, telefon 23 25 84 69