Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Når TV2 gør underholdning til nyheder

Kim Lind Larsen, fmd. 3Fs Byggegruppe & Lars Storr Hansen, direktør i Dansk Byggeri kommenterer TV2-udsendelse Danmark mod Østeuropa

Torsdag aften rullede programmet ”Danmark mod Østeuropa” over skærmen på TV2. Et underholdningsprogram sendt i bedste sendetid. Opskriften er simpel og ikke videre original. To hold af håndværkere udfører den samme opgave og vurderes efterfølgende, før en vinder kåres. Vel og mærke uden at nogle af de medvirkende var vidende om, at de deltog i en konkurrence.

 

På den ene side er en virksomhed, som benytter sig af danske håndværkere til at udføre opgaven, og på den anden side er en virksomhed som benytter østeuropæiske håndværkere til at udføre opgaven.

 

Så langt så godt. Det er ganske givet underholdende. Men der hvor kæden hopper af, er når TV2 så bruger programmet til også at fylde nyhedsfladen ud med, som vi har set det de seneste dage. For på den måde bruger TV2 eksemplets magt, til at sige noget om hele byggebranchen. En branche hvor der vel at mærke arbejder mere end 160.000 mennesker i Danmark.

 

Er det tvivlsomme set-up TV2 bruger i programmet ”Danmark mod Østeuropa” underholdende? Det må være op til hver enkelt at vurdere. Men siger det særlig meget om byggebranchen, eller giver det et nuanceret billede af håndværkere i Danmark? På ingen måde.

 

TV2 ender med at dumpe den håndværksvirksomhed som benytter danske håndværkere, og konkluderer efterfølgende, at udenlandske håndværkere er både bedre og billigere end de danske.

 

En noget tvivlsom konklusion, hvis man ser på byggebranchen som helhed. Og en konklusion der nok ikke var gået på journalisthøjskolen. Danske virksomheder leverer hver dag kvalitetsarbejde med et højt fagligt niveau. Når vores danske lærlinge konkurrerer med lærlinge fra andre lande i konkurrencen World Skills, der er et slags verdensmesterskab i håndværk, så klarer vi os rigtig flot. Ligesom danske håndværker har et godt ry i udlandet.

 

Det er meget positivt, at TV2 gerne vil starte en diskussion omkring kvalitet, faglighed og arbejdskultur i den danske byggebranche. Den diskussion kan vi kun hilse velkommen. Men den bør foregå på et ordentligt og sagligt grundlag. Ikke på et underholdningsprogram, hvor metoderne er tvivlsomme og konklusionerne alene beror på to virksomheders præstationer, i et eksperiment, som ingen af virksomhederne kendte præmisserne for.

 

Sandheden er nemlig, at den danske byggebranche klarer sig godt på både kvalitet og produktivitet, når vi sammenligner med stort set alle andre lande.