Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Ny planlov løsner grebet om landdistrikterne

Dansk Byggeri fremhæver tre væsentlige forbedringer ved den nye planlov: Den gør det mere attraktivt at bosætte sig og arbejde i landdistrikterne, den sikrer flere boliger til studerende og de administrative besværligheder ved tilbygning og omdannelse af bygninger bliver reduceret

Den nye planlov liberaliserer en række områder. Der bliver friere rammer for kommunernes planlægning, færre restriktioner på butikkers størrelse og placering, samt mindre statslig indblanding - fx i forbindelse med planlægning af kystzonerne og etablering af tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysterne for virksomheder og det lokale fritids- og foreningsliv. Derudover bevares kravet om 25 % almene boliger i forbindelse med lokalplanlægningen af nye boligområder.

 

- Det er en planlov, som tilgodeser ikke mindst landdistrikterne. Der er fokus på at øge attraktiviteten i landdistrikterne og bedre udnytte de muligheder, kommuner har. Og der er ingen grund til at frygte vestkysten bliver det nye Sunny Beach – der skal stadig være styring fra kommunen og statens side, beroliger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

 

Dansk Byggeri er også meget positivt på de tiltag, der giver virksomheder og borgere større frihed til at udvikle deres ejendomme - fx ved anvendelse af tomme bygninger, nye muligheder for omdannelse og udvikling af attraktive landsbyer. Og så bliver der mere fleksible regler for udlejning og anvendelse af sommerhuse.

 

- Man kan sige, at planloven giver bedre mulighed for både at udvikle og afvikle. Fremover får kommunerne fx lov til at udpege to omdannelsesbyer pr kommuneplan, hvor de kan gøre en ekstra indsats for, at landsbyerne ikke bliver spøgelsesbyer præget af forladte boliger. Der er stadig mange tomme huse, og byerne skal finde en fornuftig måde at skrumpe på, og her er det vigtigt, at der bliver rum til at tænke nyt, siger Maria Schougaard Berntsen.

 

Og der er også godt nyt til storbyerne, vurderer Dansk Byggeri. Her bliver det nemmere at skaffe flere boliger til de studerende, der i øjeblikket bliver presset ud af boligmarkedet, da kampen om de mindste boliger i byerne er skærpet. Med den nye planlov kan kommunalpolitikerne inddrage et såkaldt perspektivområde i kommunen til flytbare studieboliger i op til ti år. Det vil sige gode og fine byudviklingsområder, hvor kommunen endnu ikke har lagt lokalplaner.

 

Det falder helt i tråd med de ønsker, som Dansk Byggeri har arbejdet hårdt på at få fremmet på baggrund af en række virksomheder, der har stået på spring med løsninger, som bare ikke kunne realiseres på grund af planloven.

 

- Det laver den nye planlov om på, og de virksomheder, der har gået og trippet, mens de har ventet på, loven skulle blive vedtaget, kan nu komme i gang. Mange danske virksomheder har nemlig allerede flytbare boliger på hylderne, for de bruges fx ved genhusning, hvis der skal ske en større renovering. Men indtil nu har lovgivningen bremset dem i at tilbyde boligerne til de studerende, og det er jo fjollet, afslutter Maria Schougaard Berntsen.

 

Kontakt

Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, telefon 51 30 95 37

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32