Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Rockwool-rapport viser potentialet i BoligJobordningen

Rockwoolfondens Forskningsenhed dokumenterer i en ny rapport, at både det ulovlige sorte arbejde og det lavproduktive gør-det-selv-arbejde er på retur. Dansk Byggeri undrer sig over, at Rockwoolfonden endnu engang underspiller BoligJobordningens betydning for det resultat

Rockwoolfondens Forskningsenhed har udgivet en ny stor rapport om sort arbejde og gør-det-selv-arbejde. Og selvom det i sagens natur er områder af samfundsøkonomien, der er behæftet med betydelig usikkerhed, så er der ifølge Dansk Byggeri alligevel nogle markante positive resultater i det nye forskningsarbejde:

 

- Det sorte arbejdes andel af BNP ser ud til at være faldet fra 3,3 pct. af BNP i 2010 til 2,2 pct. i 2016 og var tilmed helt nede på 1,6 pct. af BNP i 2014, da den danske udgave af BoligJobordningen var på sit højeste niveau i sin foreløbige syv-årige omskiftelige tilværelse, siger Dansk Byggeris adm. direktør, Lars Storr-Hansen.

 

Også når man ser på efterspørgselssiden, det vil sige køberne af sort arbejde, er der positive resultater i Rockwool-rapporten. I 2010 købte 53 pct. af danskerne på et tidspunkt i løbet af året en sort ydelse. Men den andel faldt markant til 40 pct. i 2014.

 

- Det er ikke overraskende, at danskerne er blevet mindre tilbøjelige til at efterspørge sort arbejde. Vi har i byggeriet flittigt anført, at BoligJobordningen er et godt strukturelt redskab til at undergrave brug af sort arbejde. Samtidig er kendskabet til håndværkerfradraget i befolkningen stigende, siger Lars Storr-Hansen og fortsætter:

 

- BoligJobordningen har simpelthen fået danskerne til at efterspørge en regning og i tillæg opnå den sikkerhed og garanti for kvalitet, der typisk følger med. Der er derfor al mulig grund til også fremadrettet at henlede opmærksomheden på de skattepolitiske værktøjer, som vej til at få det ulovlige sorte arbejde og det uproduktive gør-det-selv-arbejde reduceret yderligere.

 

Også det samfundsøkonomisk ikke-optimale og lavproduktive gør-det-selv-arbejde er ifølge den nye Rockwool-rapport faldet. I 2007 udførte 34 pct. af befolkningen selv vedligeholdelse eller forbedringsarbejder på boligen, mens andelen i 2016 var faldet til 28 pct. Dansk Byggeri peger også i den sammenhæng på BoligJobordningens medvirkende betydning for dette positive resultat.

 

- Det er ærgerligt, at Rockwoolfonden endnu engang sætter kikkerten for det blinde øje med hensyn til BoligJobordningens betydning for de senere års fald i både sort arbejde og gør-det-selv-arbejde. Det er naturligvis ikke den eneste forklaring, men alt tyder på, at fradraget er en vigtig medvirkende årsag. Og man har jo også set lignende positive resultater i Sverige, siger Lars Storr-Hansen.

 

Ifølge Dansk Byggeri underspiller Rockwoolfonden BoligJobordningens rolle som forklaring på faldet i sort arbejde og gør-det-selv. Rockwoolfonden henviser i den nye rapport primært til deres egen forholdsvis lille undersøgelse af emnet i 2014, hvor man blandt andet kun undersøgte udbudssiden og ikke efterspørgselssiden, men hvor man ikke desto mindre, ganske opsigtsvækkende dokumenterede, at det gennemsnitlige ugentlige timeforbrug på sort arbejde i bygge- og anlægsbranchen faldt fra knap fire timer i 2011 til tre timer i 2012 - et resultat, som man blot iført livrem og seler ikke kunne bevise skyldtes introduktionen af BoligJobordningen midtvejs i 2011.

 

- Det pudsige er, at Rockwoolfondens resultater er meget tydelige, hvad faldet i sort arbejde og gør-det-selv angår, men trods indicier på BoligJobordningens medvirken hertil, ifører man sig forskningens forsigtighedskåbe, idet man jo ikke matematisk kan bevise årsagsforklaringen, siger Lars Storr-Hansen og tilføjer:

 

- Ud over de utvetydige resultater fra Rockwool-forskerne, har Danmarks Statistik også tidligere undersøgt, at antallet af personer, som udførte sort arbejde, faldt fra 268.000 i 2011 til 158.000 i 2013, og at andelen af de beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, som udførte sort arbejde, faldt fra 25 pct. i 2011 til 14 pct. i 2013. Og endelig viste Damvads evalueringsrapport af BoligJobordningen fra 2015, at 28 pct. af brugerne anvendte den, fordi det nu bedre kunne betale sig at købe hvidt arbejde frem for sort.

 

 

 

Kontaktinformation
Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, telefon 41 19 33 04
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32