Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Solidt og boblefrit boligmarked

2016 bød på lige så mange ejendomshandler som i 2015, der også var et godt år på boligmarkedet. Dansk Byggeri glæder sig over, at boligpriserne stiger i hele landet, men opfordrer til snarlig politisk afklaring om fremtidens boligskatter

Danmarks Statistik har offentliggjort nøgletal for boligmarkedet i 4. kvartal 2016, og dermed kan der gøres samlet status for året.

 

- Der blev handlet 94.100 boliger i 2016. Dermed blev den høje omsætning fra 2015 på 94.400 boliger fastholdt. Inden da var der sket en markant stigning i antallet af hushandler på 20 % fra 2014 til 2015, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg og fortsætter:

 

- Høj mobilitet på boligmarkedet er også vigtigt for et velfungerende arbejdsmarked, og de relativt mange bolighandler fører også til renoveringsaktivitet for byggebranchen, da det ofte er i forbindelse med ejerskifte, at boligerne istandsættes.

 

Dansk Byggeri har på baggrund af Danmarks Statistiks tal beregnet, at priserne på ejerlejligheder i snit steg med 7,8 % i 2016. Dermed er det slut med de tocifrede vækstrater på landsplan. Enfamiliehusene steg mere moderat med 3,9 %, og sommerhuse med 2,3 %.

 

- Heldigvis oplevede alle regioner prisstigninger på ejendomsmarkedet i 2016, så man kan med sindsro tale om en bredt funderet fremgang på boligmarkedet, siger Bo Sandberg.

 

- På regionalt plan er det i Region Nordjylland, ejerlejlighederne steg mest i pris i 2016, nemlig med 9,3 %, og Nordjylland er også den region, hvor boligmarkedet mest markant har overhalet førkriseniveauet.

 

Går man et spadestik dybere og ser på Danmarks Statistiks såkaldte landsdele, var prisstigningerne på ejerlejligheder i 2016 størst i Københavns Omegn med 10,4 %.

 

- Det viser, at de positive tendenser fra epicentret omkring Østerbro, Nordhavn, Frederiksberg, Vesterbro og Sydhavnen spreder sig som ringe i vandet, siger cheføkonomen.

 

For enfamiliehusene var der størst prisstigninger i Region Hovedstaden med et plus på 5,6 % i 2016 tæt forfulgt af Region Sjælland med 4,3 % prisstigning på årsbasis.

 

Dansk Byggeri forventer fortsat fremgang på boligmarkedet i 2017, men med lavere generelle vækstrater omkring de 4 %. I øjeblikket er der derfor ikke udsigt til boligbobler.

 

- Større friværdier og flere bolighandler er godt nyt for samfundsøkonomien. Sammen med arbejdsmarkedet dumper boligmarkedet ned i den positive vægtskål. Det eneste, man egentlig kan ønske sig, er, at politikerne bider skam og taktik i sig og snart lander et bredt forlig om fremtidens boligskat efter 2020, så den aktuelle uvished ikke for alvor får lov at forplante sig på boligmarkedet, siger Bo Sandberg.

 

 

 

Kontaktinformation
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32