Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Syv grundsten i en ny energiaftale

Dansk Byggeri ønsker en energiaftale, der emmer af energieffektivitet. Det forudsætter, at der anlægges et mere helhedsorienteret perspektiv på den grønne omstilling, og at det ikke ensidigt er energiselskaberne, der skal sætte dagsorden, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen

En ny energiaftale skal bryde med det ensidige fokus på vedvarende energi og indretning af energiafgifterne. I stedet skal energieffektivisering spille en central rolle i den nye energiaftale.

 

- Vi skal bringe alle virkemidler i spil, når den grønne omstilling skal realiseres. Ellers bliver det markant dyrere, end det behøver. Det er hverken i forbrugernes eller samfundets interesse, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og uddyber:

 

- Det handler om at bruge vores energi så effektivt og fornuftigt som muligt, uanset om energien er grøn eller sort. Det skal politikerne være med til at sikre, når de skal indgå et nyt energiforlig.

 

Eksperter anbefaler
Energikommissionen anbefaler, at energieffektivisering kommer til at spille en afgørende rolle i omstillingen af energisystemet. Også Klimarådet peger på energirenovering af bygninger, som et af de væsentligste elementer i forhold til at reducere drivhusgasser.

 

- Et mere effektivt forbrug af energi har rigtig mange fordele. Udover de åbenlyse økonomiske fordele, som billigere grøn omstilling og en lavere energiregning, får Danmark et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv og sundere bygninger at bo og arbejde i, pointerer Michael H. Nielsen.

 

Dansk Byggeri har syv anbefalinger forud for de kommende energiforhandlinger:

 

1.    Sæt mål og lav handlingsplan
Der skal sættes mål for energieffektivisering i bygninger og laves en handlingsplan, som viser, hvordan målene skal nås

 

2.    Udmeld energikrav rettidigt
Bygningsreglement 2015's energikrav skal fastholdes i 2020, da yderligere stramninger ikke er rentable. Efterfølgende energikrav skal udmeldes i god tid før ikrafttrædelse og formuleres i dialog med berørte brancher

 

3.    Omlæg energiselskabernes spareindsats
Energispareindsatsen skal ikke videreføres af energiselskaberne, men af en uafhængig aktør, samt gøres gennemsigtig og sektoropdelt på erhverv og bygninger

 

4.    Styrk anvendelsen af økonomiske incitamenter
Økonomi motiverer bygningsejere til at investere i energirenovering. Der skal derfor ske en kortlægning af finansiering og incitamenter, så de rette muligheder og virkemidler er til stede

 

5.    Lav dynamiske energimærker
Anvendelse og effekt af energimærker skal styrkes, og mærkerne skal udvikles til at være aktive handlingsplaner, der digitalt kan opdateres, når bygningsejerne laver forbedringer

 

6.    Bevar Videncentret for Energibesparelser i Bygninger
Videncentret for Energibesparelser i Bygninger skal gøres permanent for at sikre et højt videns- og kompetenceniveau hos håndværkere, rådgivere og bygherrer

 

7.    Sæt krav til kommuner og regioner
Der skal genindføres krav til kommuner og regioner om energieffektivisering af egne bygninger, og hver kommune skal drive en energispareindsats målrettet bygningsejere i kommunen

 

På Building Green i Forum kan du den 2. november kl. 11:15 i Dansk Byggeris Grønne Monopol høre nøgleaktører debattere energieffektiviserings rolle i en ny energiaftale. Læs mere her: http://buildinggreen.eu/cph/

 

Kontakt
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32