Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Tilbagetrækningsaftale er det muliges kunst

Dansk Byggeri havde gerne set en tidligere indfasning af den generelle forhøjelse af pensionsalderen end i 2030. Arbejdsgiverorganisationen anerkender dog, at tilbagetrækningsaftalen er et skridt i den rigtige retning og glæder sig over, at idéen om obligatorisk pensionsopsparing foreløbig er skudt til hjørnespark

 

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået forlig om tilbagetrækning, der blandt andet rummer bedre mulighed for aldersopsparing, idet man op til fem år før folkepension kan spare netto 50.000 kr. op årligt. Der er afsat 2,4 mia. kr. til skattelettelser af pensionsindbetalinger for at løse samspilsproblemet, som betyder, at det for mange danskere ikke kan betale sig at spare op til pension. Udmøntning af den pulje aftales til efteråret.

 

- Vi havde gerne set nogle stærkere redskaber til at øge arbejdsudbuddet. Men det er dog positivt, at der indbygges nogle gulerødder i pensionssystemet, så det også mod slutningen af arbejdslivet bliver mere attraktivt for den enkelte at spare op til pension, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

 

Dansk Byggeri glæder sig også over, at der lægges op til frivillig skattefri udbetaling af efterlønsbidrag i 2018.

 

- Det vil formentlig få en del danskere til at stemme med fødderne og vælge nogle flere år på arbejdsmarkedet fremfor på efterløn, siger Bo Sandberg. 

 

Obligatorisk pensionsopsparing er et brud på den danske model

- Aftalen er et skridt i den rigtige retning, men ændrer ikke på, at det for mange danskere – herunder også mange selvstændige - stadig ikke kan betale sig at spare op. Det skyldes, at de kan se frem til at blive modregnet i offentlige pensionstillæg mv., siger Bo Sandberg og fortsætter:

 

- Derfor må en langtidsholdbar løsning indebære, at folkepensionens pensionstillæg med tiden skal spille en mindre rolle end i dag. En anden oplagt løsningsmodel er at hæve loftet over indbetalinger til ratepensioner og ophørende livrenter fra 50.000 kr. til 100.000 kr. årligt, som det var før 2009-skattereformen.

 

Dansk Byggeri glæder sig indtil videre over, at regeringens forslag om obligatorisk pensionsopsparing for alle er skudt til hjørnespark til efteråret.

 

- Obligatorisk pensionsopsparing for alle lyder måske ved første øjekast besnærende. Men det vil udhule værdien af de arbejdsmarkedspensioner, som møjsommeligt over årene er forhandlet på plads i overenskomsterne, og som er en af kronjuvelerne i den danske model, siger cheføkonom Bo Sandberg.

 

Kontakt

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32