Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Vi bygger boliger, men vi ved ikke rigtigt hvor mange...

Der er kommet gang i boligbyggeriet, og det afspejler sig i tal fra Danmarks Statistik, som ideelt set bør bidrage til at give et korrekt billede i forhold til fx nationalregnskabet. Men tallene er for usikre og svære at blive kloge på

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at godt 17.500 boliger blev registreret som påbegyndt byggeri i 2016. Det tal er en opjustering på 14 procent fra offentliggørelsen i februar, og Danmark Statistik forventer, at tallet stiger yderligere til 21.000 boliger, hvilket er en opjustering på hele 37 procent.

 

På samme måde er registreringerne af påbegyndt byggeri i 2015 nu steget til godt 17.500, hvilket er mere end en fordobling af det først offentliggjorte tal. Statistikken er således præget af massive forsinkelser.

 

- Ifølge de først offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik blev der i første kvartal påbegyndt 4.004 boligbyggerier. Godt halvdelen af disse i etagebyggerier. Men mon ikke vi vil se det tal stige i løbet af året. Mange kommuner indrapporterer nemlig ikke til tiden, og det gør unægteligt livet svært for Danmarks Statistik, selvom de forsøger at korrigere for forsinkelserne, siger økonomisk konsulent, Maria Schougaard Berntsen.

 

Danmarks Statistik gør selv opmærksom på, at den seneste byggeaktivitet skal tages med forbehold grundet det usikre datagrundlag. Eksempelvis har Aarhus Kommune kun indrapporteret halvdelen af det påbegyndte byggeri i kommunen, og for en kommune med så høj aktivitet giver det meget slør i statistikken.

 

- På den ene side, kan man jo slå det hen og være ligeglad. Omvendt så har den usikre statistik direkte betydning for opgørelsen af investeringer i boliger. Herved påvirker det nationalregnskabet og tal for den økonomiske vækst i Danmark. Det er utilfredsstillende - ikke bare for byggebranchen og Dansk Byggeri, men for alle som ønsker kendskab til udviklingen i dansk økonomi, forklarer Maria Schougaard Berntsen.

 

 

 

Kontaktinformation
Økonomisk konsulent, Maria Schougaard Berntsen, Dansk Byggeri, telefon 51 30 95 37
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32