Barometer nr. 13/2018

Frederikssund er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

For første gang bliver en sjællandsk kommune kåret til Danmarks bedste erhvervskommune. I Dansk Byggeris årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed overhaler Frederikssund i år de midtjyske kommuner, der ellers dominerer top ti i undersøgelsen.

Af Karin Skolnik, kas@danskbyggeri.dk

Et hurtigt kig på Danmarkskortet levner ingen tvivl. Det er kommunerne i Midtjylland og Sydjylland, der tilbyder deres virksomheder de bedste erhvervsforhold og den bedste service. Tager man de 20 bedst placerede kommuner i Dansk Byggeris undersøgelse, er 15 af dem midt- og sydjyske. 

Helt overordnet er tendensen, at det er de mindre kommuner – ofte placeret i Jylland, der er mest erhvervsvenlige. Mens de større kommuner og kommunerne i og omkring hovedstadsområdet ligger længere nede på listen.

- Historisk har de mindre kommuner, der ligger langt fra de største byer måttet kæmpe mere både for at bevare de lokale virksomheder og for at tiltrække nye. De ved, hvor vigtigt det er at skabe gode rammer for deres virksomheder, så de bliver konkurrencedygtige og skaber arbejdspladser og vækst i kommunen, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.

Velfortjent førsteplads til Frederikssund
Det er også tilfældet for Frederikssund, der i år vinder over Holstebro på anden pladsen. I Dansk Byggeris første undersøgelse af erhvervsvenligheden for syv år siden lå Frederikssund blandt de dårligst placerede kommuner som nummer 82. Men et godt samarbejde med de lokale virksomheder, en målrettet erhvervspolitik og konkrete initiativer til at forbedre forholdene for virksomhederne har medført, at Frederikssund hvert år lige siden har kæmpet sig op ad listen.

- Førstepladsen er velfortjent, og andre kommuner kan lære af de initiativer og den indstilling, som både politikere og embedsmænd i Frederikssund har over for de lokale virksomheder. Eksempelvis er den særlige virksomhedsskat, dækningsafgiften, afskaffet. Kommunen har intet gebyr på behandling af virksomhedernes byggesager, og kommunen udliciterer en lang række opgaver på det tekniske område, siger Lars Storr-Hansen.

Markante hop op ad listen
Flere kommuner har i år formået at springe op ad listen og opnå en langt bedre placering end sidste år. Årets højdespringer er Slagelse Kommune, som med en flot 26. plads nu ligger blandt den bedste tredjedel af alle kommuner i Dansk Byggeris undersøgelse. Slagelse er sprunget ikke mindre end 41 pladser frem. 

Også Helsingør har taget et stort hop frem på 36 pladser til en placering som nummer 49. Mens Struer, Skanderborg og Brønderslev har forbedret sig med hhv. 29, 26 og 26 pladser.

Stor forskel på de enkelte landsdele
Ser man på, hvor erhvervsvenlige kommunerne i de enkelte landsdele er, tegner der sig et tydeligt mønster. Enkelte kommuner skiller sig ud. Men overordnet er der markant forskel på, hvordan landsdelene er placeret. 

Region Midtjylland ligger bedst med en gennemsnitlig placering af kommunerne som nummer 26, og regionen har ligget stabilt de seneste tre år.

Erhvervsvenligheden i Region Nordjylland er gået støt tilbage siden Dansk Byggeris første undersøgelse af erhvervsvenligheden i 2012. Kommunerne i regionen har i år en gennemsnitlig placering som nummer 61.

I Region Syddanmark er der stor forskel på Sydjylland og Fyn. Mens de sydjyske kommuner i gennemsnit er placeret som nummer 32, halter det bagefter med erhvervsvenligheden i flere af de fynske kommuner. Her er den gennemsnitlige placering nummer 55.

Region Sjælland ligger i midterfeltet med en gennemsnitlig placering som nummer 44, mens kommunerne i Region Hovedstaden vanen tro indtager mange bundplaceringer og ligger placeret som nummer 69 i gennemsnit. 



- I alle de år, Dansk Byggeri har undersøgt kommunernes erhvervsvenlighed, har vi set en markant forskel på Øst- og Vestdanmark. Men der er heldigvis kommuner, der skiller sig ud og gør det godt - også på Sjælland. Det, der er karakteristisk for en kommune med et godt erhvervsklima, er, at den ser de lokale virksomheder som kunder og samarbejdspartnere. Og at både politikere og ansatte på rådhuset erkender, at kommunen og det lokale erhvervsliv grundlæggende har det samme mål, nemlig at sikre og skabe vækst og private arbejdspladser, siger Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen.

- Det er det, der giver kommunen råd til bedre velfærd som for eksempel bedre daginstitutioner, skoler, ældrepleje, veje og måske skattelettelser, som alle borgere nyder godt af. Et godt erhvervsklima skaber med andre ord en god cirkel, som er med til at trække nye virksomheder og borgere til kommunen.

Overraskende Danmarksmestre inden for de enkelte områder
De kommuner, der er bedst placeret i Dansk Byggeris undersøgelse af erhvervsvenligheden, gør det generelt godt på langt de fleste områder. Men der er også kommuner, som ikke nødvendigvis ligger i toppen af listen, som er helt i top inden for en enkelt eller to af de delområder, som undersøgelsen består af. Det er blandt andet skatter og afgifter, udlicitering på de tekniske områder, udbudspolitik og arbejds- og uddannelsesforhold. 



En af de kommuner, der ligger i top på et enkelt delområde, er Hillerød, der samlet set er placeret som nummer 41, men som er Danmarks bedste til at udlicitere driftsopgaver på det tekniske område. Vallensbæk, som ligger på en samlet 39. plads er bedst af alle kommuner i kategorien udbudspolitik. Thisted er hurtigst og billigst til at behandle byggesager. Billund ligger nummer ét, når det gælder skatter og afgifter, og Hedensted Kommune er strøget til tops i forhold til arbejdsmarked og uddannelse.

Her kan du se hele kommuneundersøgelsen, herunder de enkelte kommuners placering, vinderne i de enkelte kategorier og et danmarkskort med angivelse af alle kommuners placering mv.


Kontakt
Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, tli@danskbyggeri.dk, 23 32 34 95
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, 21 24 47 02
Pressemedarbejder Karin Skolnik, kas@danskbyggeri.dk, 23 25 84 69

 

Fakta om undersøgelsen

  • Dansk Byggeri har i syv år taget temperaturen på de danske kommuners erhvervsforhold og udarbejdet en rangliste over erhvervsvenlighed.

  • Analysen er baseret på 30 forskellige objektive parametre fordelt på syv overordnede temaer, der alle har betydning for, hvor erhvervsvenlige, de enkelte kommuner er. Temaerne er: byggesagsbehandling, skatter og afgifter, udlicitering af driftsopgaver, erhvervsaffald, udbudspolitik, arbejdsmarked og uddannelse samt kommunale kendetegn som for eksempel kommunale investeringer og antallet af byggetilladelser.

Kontakt

TorbenLiborius
Erhvervspolitisk direktør

Torben Liborius

72160106 tli@danskbyggeri.dk
Læs mere
Loading...
Scroll til top af siden