Barometer nr. 4/2018

Stor forskel på prisen for at få behandlet en byggesag

Der er milevid forskel på, hvad borgere og virksomheder i landets kommuner skal betale for at få behandlet en byggesag. Hørsholm Kommune, der er landets dyreste, tager for eksempel tre gange så meget i timen som Mariager Fjord Kommune. Og i 22 kommuner slipper man gratis. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri.

Af Karin Skolnik, kas@danskbyggeri.dk

Det er samme arbejde, men ikke samme pris. I Nyborg Kommune klarer medarbejderne byggesagsbehandlingen uden at opkræve gebyr. Mariager Fjord Kommune har den laveste timepris på 312 kroner. I Hørsholm koster arbejdet 919 kroner i timen. Mens Guldborgsund har en fast pris på 1.000 kroner.

Endelig er der kommuner, som kun opkræver gebyr for nogle typer af byggesager. Og så er der nogle, der helt har afskaffet byggesagsgebyret. 

Noget af et kludetæppe, hvis man ser ud over det ganske land. Så hvis man skal i gang med at bygge, er det en god idé at se på kommunens praksis for gebyrer.

- En byggesag bør ikke være væsentlig forskellig i Mariager Fjord og i Hørsholm. Men man kan håbe på, at sagsbehandlingen går lidt hurtigere i Hørsholm, når nu timeprisen er tre gange så høj, siger direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri. 

I alt er der 22 kommuner, som ikke opkræver gebyr, 68 kommuner med timepris og fire kommuner med fast pris. Fem kommuner opkræver et delvist gebyr, som indebærer, at der er gebyr på nogle typer byggesager og ikke på andre. 



Fornuftigt leje
I en bred vifte af kommuner skal borgere og virksomheder betale mere for at få behandlet deres byggesag i år end sidste år. 41 kommuner har hævet gebyret i 2018. 10 kommuner har sænket det, og 47 kommuner har fastholdt samme gebyr eller gebyrfrihed som i 2017. 



Gennemsnitsprisen for de kommuner, der opkræver gebyr, er 631 kroner i timen i år. I 2017 var gennemsnitsprisen 633 kroner. 

- Det ser ud til, at gebyret har fundet et fornuftigt leje. Der er ikke de store udsving i forhold til sidste år. Det viser, at overgangen til afregning efter timepriser i 2015 ikke har været så vanskelig, som mange kommuner oprindeligt frygtede. Det er vi glade for, siger direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius. 

- For den lille private husejer, der skal have en udestue på huset, kan gebyret godt fylde i budgettet. I Dansk Byggeri har vi den holdning, at jo flere kommuner, der fjerner gebyret, jo bedre. Derfor er vi glade for, at 22 kommuner helt undlader at opkræve gebyrer, siger Torben Liborius. 

Der er fire bygningskategorier: enfamilieshuse, landbrugsbygninger, fabriksbygninger og etagebyggeri. Gebyret må ikke være en indtægt for kommunen. Men kommunerne må godt lade gebyret været helt eller delvist finansieret over skatten. 



Top og bund 
Billedet over hvilke kommuner, der opkræver gebyrer, og størrelsen på gebyrerne er meget broget. Borgere i Mariager Fjord, Langeland og Sønderborg kommuner slipper med de billigste timepriser, mens Hørsholm, Rødovre og Brønderslev kommuner har de højeste timepriser.

Sønderborg Kommune er ny på top ti over de billigste kommuner, mens Samsø og Vejle kommuner er rykket ind på top ti over de dyreste kommuner.

Til gengæld er nogle røget ud af listen over de dyreste kommuner. Det er blandt andet Haderslev Kommune, som helt har afskaffet gebyret, og Københavns Kommune, der har skåret 106 kroner af gebyret.

Der er ikke de store udsving fra 2016 til 2017 på, hvem der er i top ti. Heller ikke i forhold til gennemsnitsgebyrerne blandt kommunerne er der store udsving, og det ser det ud til, at niveauet har stabiliseret sig.

- Når vi ikke kender den reelle tid, der bruges til at behandle sagen, kan vi heller ikke vide, hvor stor en betydning, timeprisen har for den endelige udgift på et byggeri. Borgere og virksomheder må under alle omstændigheder forvente en effektiv sagsbehandling uanset, om der intet gebyr er, eller om gebyret er højt eller lavt, siger Torben Liborius.

Flest kommuner uden gebyr på Fyn
Skal man have behandlet et byggesag, er det godt at bo i en kommune på Fyn. Samlet set slipper fynboerne billigst. I seks af kommunerne er der intet gebyr, mens gennemsnittet for de fire fynske kommuner, der opkræver gebyr, er 508 kroner i timen.

Kun to kommuner i Nordsjælland har afskaffet gebyret på byggesager. Én kommune har en fast pris på 1.000 kroner, mens de resterende otte kommuner har en gennemsnitspris på 738 kroner.

Nogenlunde samme niveau har Hovedstadsområdet med to gebyrfrie kommuner, én med fast pris på 1.038 kroner, og 13 kommuner, der har en gennemsnitspris på 668 kroner.

Læs hele analysen


Kontakt
Barometer udgives af Dansk Byggeri. Henvendelser angående analyser eller andet i dette nyhedsbrev kan rettes til pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02.

Kontakt

TorbenLiborius
Erhvervspolitisk direktør

Torben Liborius

72160106 tli@danskbyggeri.dk
Læs mere
Loading...
Scroll til top af siden