Flere kommuner gør det lettere for virksomheder at byde på mindre opgaver

Flere kommuner gør det lettere for virksomheder at byde på mindre opgaver

Det er blevet mindre bøvlet for virksomheder at byde på kommunale håndværkeropgaver. I næsten tre ud af fire kommuner skal virksomhederne nu først stille en økonomisk garanti, en såkaldt arbejdsgaranti, når de byder på opgaver på en million kroner eller mere. Udviklingen glæder Dansk Byggeri, der håber, at de sidste kommuner vil følge trop.

Af Sarah Stendorf Meier, sam@danskbyggeri.dk

 

Køge, Esbjerg og Fredensborg er eksempler på kommuner, der har valgt at hæve grænsen for, hvornår en virksomhed, der arbejder for kommunen, skal stille med en bankgaranti til først at gælde ved opgaver til en million kroner eller mere. Det betyder, at virksomhederne kan byde på kommunale opgaver til under en million kroner uden først at skulle i banken.

I alt stiller 72 ud af 98 kommuner nu først krav om en bankgaranti, når opgaven har en størrelse på mindst en million kroner, viser en opgørelse fra Dansk Byggeri. Sidste år gjorde det sig gældende for 49 kommuner, mens antallet var 17 i 2015.

- Det er en markant og meget positiv udvikling, at så mange kommuner nu har hævet grænsen til mindst en million kroner. Det er både nemmere og billigere for især mindre virksomheder, at de ikke skal runde deres bank, hver gang de skal byde på mindre opgaver i kommunen. Arbejdsgarantier fylder meget i virksomhederne, så vi har arbejdet hårdt for at få kommunerne til at hæve grænsen. Og det ser ud til, at mange kommuner nu har taget budskabet til sig. Det kan vi kun være tilfredse med, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

 

 

Flere kommuner skal følge trop

Opgørelsen viser, at 23 kommuner har en grænse for, hvornår de stiller krav om arbejdsgaranti, på mellem 500.000 og en million kroner. Kun Rebild, Fanø og Rødovre kommuner kræver en arbejdsgaranti ved opgaver på under en halv million kroner. Både Rebild og Rødovre oplyser, at de er i en politisk proces om at hæve grænsen.

- I Dansk Byggeri anbefaler vi en nedre grænse på minimum en million kroner, og vi skal helst have de sidste kommuner med. Det gavner både virksomheder og kommuner, når beløbsgrænsen ikke er for lav. Det medfører meget administrativt bøvl ikke bare for virksomhederne, men også for kommunen, når virksomhederne skal stille med økonomisk sikkerhed ved opgaver på under en million kroner, siger Torben Liborius:

- Ordningen er ikke blot dyr at administrere, omkostningerne til garantierne gør jo arbejdet dyrere og er slet ikke garantien værd på opgaver under en million kroner. Så en nedre grænse på en million kroner er faktisk en fordel for både virksomhederne og kommunerne selv.

 

 

Regionale forskelle

I Midt-, Vest- og Østjylland stiller samtlige kommuner først krav om arbejdsgaranti ved opgaver på minimum en million kroner. I Sydjylland gælder det for 10 ud af 12 kommuner.

- På Fyn og Sjælland og i Nordsjælland er de også godt med. Her mangler der kun tre kommuner i hver landsdel, før alle kommuner har en grænse på mindst en million kroner. Og flere kommuner arbejder lige nu på at hæve grænsen. Det halter til gengæld lidt mere i Nordjylland og Hovedstaden, men også her er der sket en positiv udvikling det seneste år, og flere kommuner melder, at de er ved at hæve beløbet, siger erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, Dansk Byggeri.

 

 

Læs mere om analysen her

Se den regionale oversigt over arbejdsgarantier her

 

Kontakt

Barometer udgives af Dansk Byggeri. Henvendelser angående analyser eller andet i dette nyhedsbrev kan rettes til pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02. 

  • Arbejdsgaranti

    En arbejdsgaranti er en økonomisk sikkerhed, virksomheden skal stille, når den byder på en opgave. Garantien skal dække fejl og mangler, hvis virksomheden går konkurs, eller af andre årsager ikke kan færdiggøre opgaven. Den enkelte kommune afgør selv, hvor lav beløbsgrænsen for opgavestørrelsen skal være, før virksomheden skal stille arbejdsgaranti. Dansk Byggeri anbefaler en grænse på minimum en million kroner.

Loading...
Scroll til top af siden