Favrskov er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

Favrskov er Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

De jyske kommuner er generelt langt mere erhvervsvenlige end de sjællandske. Favrskov løber med titlen som danmarksmester i erhvervsvenlighed 2020, mens Kerteminde ligger i den modsatte ende som Danmarks mindst erhvervsvenlige kommune. Egedal tager årets største skridt i den erhvervsvenlige retning, viser ny analyse fra Dansk Byggeri.

Af Anette Sørensen, ans@danskbyggeri.dk

Virksomhederne i Favrskov har god grund til at smile. Kommunen inviterer det lokale erhvervsliv til orienteringsmøder om kommende udbud mindst en gang om året, og der investeres cirka 3.600 kroner om året per borger i nye veje og bygninger. Kommunen gør også en særlig indsats i forhold til at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, så virksomhederne også i fremtiden kan få de medarbejdere, som de har brug for. Det er bare nogle af årsagerne til, at Favrskov kan kalde sig Danmarks mest erhvervsvenlige kommune 2020.

Det viser Dansk Byggeris årlige analyse af, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er.

- Favrskov er en kommune, der på mange områder har en erhvervsvenlig tilgang til det lokale erhvervsliv. Jeg ved, at kommunen gennem flere år målrettet har arbejdet med netop at række hånden ud mod de lokale erhvervsdrivende for på den måde at gøre det nemt at drive virksomhed i netop deres kommune. Det har nu givet resultater. Stort tillykke til Favrskov, siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars StorrHansen.

Jyderne i top
På anden pladsen ligger Thisted, mens Billund, Skive og Holstebro ligger på henholdsvis plads nummer tre, fire og fem. Generelt set er de jyske kommuner langt mere erhvervsvenlige end de sjællandske og fynske kommuner. Ser man på top ti er Solrød den eneste ikke-jyske-kommune.

- Erhvervsvenlighed er højt på dagsordenen i mange jyske kommuner. Her skal der kæmpes lidt mere for at få virksomhederne og væksten til kommunen, og det betyder, at flere af kommunerne prioriterer erhvervsvenlighed ekstra højt, forklarer adm. direktør, Lars Storr-Hansen.

Øv-pladsen
Danmarks mindst erhvervsvenlige kommune er Kerteminde, mens Rødovre, Albertslund, Hvidovre og Fanø er henholdsvis nummer 97, 96, 95 og 94 ud af 98 kommuner. Blandt landets mindst erhvervsvenlige kommuner er fem ud af ti placeret i hovedstadsområdet.

- Desværre er det ofte i de samme kommuner og landsdele, at det er så som så med erhvervsvenligheden. Særligt i hovedstadsområdet får mange kommuner væksten og et stort antal virksomheder foræret på grund af deres geografiske placering. Det betyder i flere tilfælde også, at den service og de vilkår, som kommunen byder virksomhederne, ikke er noget at råbe hurra for, siger Lars Storr-Hansen.

Egedal springer mod toppen
En af dette års højdespringere er Egedal, som er den kommune, der er sprunget flest pladser frem på Dansk Byggeris rangliste, og som i år har placeret sig som nummer 15. - Et spring på hele 42 pladser er noget af en bedrift, og kommunen har da også lagt sig i selen på flere områder. Fx er dækningsafgiften, som er en særskat på virksomhedernes bygninger, blevet halveret.

Kommunen har hævet grænsen for, hvornår en virksomhed, der vil arbejde for kommunen, skal i banken efter en arbejdsgaranti, til først at gælde ved opgaver til en million kroner. Egedal har også indgået en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, hvor parterne samarbejder om at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og få en praktikplads, så virksomhederne også i fremtiden kan finde den arbejdskraft, de har brug for. Egedal har vist, at hvis man gør en indsats, så bliver det bemærket og belønnet, siger Lars Storr-Hansen.

Stor rutsjetur til Odsherred
Odshered er den kommune, som har taget den største rutsjetur ned af listen. Hele 34 pladser fra plads nummer 42 sidste år til nummer 76 i år.

- Det er selvfølgelig ærgerligt – både for kommunen selv og for det lokale erhvervsliv. Til gengæld er der masser at arbejde med, og Egedal er jo et godt eksempel på, at hvis der er politisk vilje til det, så kan Odsherred i løbet af det næste år sagtens nå at skrue gevaldigt op for erhvervsvenligheden, siger Lars Storr-Hansen.

Region Midtjylland er bedst
Generelt set er Midtjylland den mest erhvervsvenlige region, mens Nordjylland i år er den mindst erhvervsvenlige region på Danmarkskortet.

- Det går desværre den forkerte vej i flere nordjyske kommuner. Kun Thisted og Morsø er i top 25 over de mest erhvervsvenlige kommuner, ellers ligger resten i den mindre erhvervsvenlige halvdel. Jeg håber, at det giver stof til eftertanke i flere af de nordjyske kommuner. Samlet set er de jyske kommuner mere erhvervsvenlige end de sjællandske og fynske, mens Nordjylland altså trækker i den forkerte retning, siger Lars Storr-Hansen.

Fælles interesse
Ifølge Dansk Byggeri har coronakrisen vist, at kommunerne og virksomhederne ikke er hinandens modsætninger.

- Tværtimod har alle landets kommuner under coronakrisen rakt hånden ud til det lokale erhvervsliv ved fx at fremrykke betalinger og igangsætte byggeprojekter for i fællesskab med virksomhederne at holde fast i så mange lokale arbejdspladser som muligt. Kommunerne har en fælles interesse med det lokale erhvervsliv i at være så erhvervsvenlige som muligt og skabe de bedste betingelser for vækst og arbejdspladser. Jeg håber, at coronakrisen har været med til at gøre det tydeligt for særligt nogle af de kommuner, hvor det halter lidt, at erhvervsvenlighed betaler sig for både virksomhederne og kommunen selv, siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.

OM ANALYSEN
Dansk Byggeri har i ni år taget temperaturen på de danske kommuners erhvervs- og byggevenlighed og udarbejdet en rangliste over, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er.

Analysen er baseret på 22 forskellige parametre fordelt på seks overordnede temaer, der alle har betydning for, hvor erhvervs- og byggevenlige de enkelte kommuner er.

Temaerne er: byggesagsbehandling, skatter og afgifter, kommunale investeringer og udlicitering af tekniske opgaver, erhvervsaffald, udbud samt arbejdsmarked og uddannelse.

LarsStorr-Hansen
Adm. direktør

Lars Storr-Hansen

72160101 lsh@danskbyggeri.dk
Læs mere
AnetteSørensen
Chefkonsulent

Anette Sørensen

72160213 ans@danskbyggeri.dk
Læs mere
Loading...
Scroll til top af siden