Kvalitetsuddannelse

I Dansk Byggeri arbejder vi målrettet for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Flere børn og unge skal have øjnene op for de mange fordele, der er ved at tage en faglig uddannelse. Der har i folkeskolerne og på gymnasier i mange år været alt for stort fokus på de boglige uddannelser. Det er ærgerligt, og det vil vi i Dansk Byggeri gerne lave om på. Vi vil samtidig undgå, at branchen om få år kommer til at mangle hænder.

Vi opfordrer vores medlemsvirksomheder til at tage flere lærlinge og til at samarbejde med skoleklasser. Vi medvirker i projekter som byggeboxen og Ungdomsbyen, vi bygger partnerskabsaftaler med kommunerne og vi bidrager til Åben Skole-aktiviteter i en lang række kommuner.

Vi arbejder også for, at erhvervsuddannelserne bliver bedre. Det er i sig selv vigtigt, at kvaliteten i skolerne forbedres, og det er samtidig nødvendigt for at få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

Virksomhederne i branchen er rigtig gode til at vise ansvar og tage lærlinge. Branchen beskæftiger godt 6 % af alle på det danske arbejdsmarked, men den står for uddannelsen af 22 % af alle elever og lærlinge på erhvervsuddannelserne.

  • Hos KD Gulve får unge en ny chance

    Hos KD Gulve i Roskilde banker hjerterne for at hjælpe svage unge, der mangler motivation på skolebænken. At den ene indehaver af virksomheden selv havde det svært i folkeskolen og fik chancen for at finde en levevej i byggeriet, er en af grundene. 

    Dehan på 16 år har haft det rigtig svært i skolen. Hans lærer i skolen var opmærksom på hans skoletræthed, hvorfor han kom med i et forløb for fagligt og socialt svage elever. Ad den vej kom han i virksomhedspraktik hos KD Gulve.

    - Jeg genkender mig selv som ung i Dehan. Der er fuld knald på ham. Han kan lide at tage fat og bruge sine hænder. Men han er slet ikke motiveret til at gå i skole. Det ligner min egen historie. Her i virksomheden siger vi, at det aldrig er for sent at tage en uddannelse, siger medejer Claus Frandsen.

    Selv om KD Gulve tager imod de fagligt og socialt svage unge med åbne arme, så er der spilleregler, der skal overholdes.

    - Vi ser det som en investering i vores fag, der har brug for flere lærlinge. Og selvfølgelig er vores virksomhed en forretning. Men hvis det passer ind i vores arbejdsplanlægning, og tror vi på, at de unge vil og kan få et udbytte, så tilbyder vi, at de kan komme ud til os. Men vi forlanger, at de skal være motiverede og engagerede, og de skal møde til tiden siger medejer Jan Dalsgård.

    Dehan er efterfølgende startet på grundforløbet på erhvervsskolen, hvor han skal igennem to gange 20 uger, inden han kan komme i lære som gulvlægger.

    - Vi har aftalt, at vi holder kontakten med Dehan, og han er kandidat til den læreplads, vi har ledig, siger Jan Dalsgård. Det er en gulerod for Dehan, at drømmen om at blive gulvlægger afhænger af, om han passer skolen.

     

    Læs hele historien om Dehan og KD Gulve her

  • Lærlingedag på Fyn giver gevinst

    Hos tre fynske entreprenørvirksomheder er man ikke i tvivl om, at lærlinge er en god forretning. Derfor holder de hvert år en særlig lærlingedag.

     

     42 lærlinge og en kontorelev sidder i bussen på vej til Vamdrup, hvor de i stedet for at bruge hammer, vaterpas og tommestok skal på skolebænken og lære om samarbejde, ansvar og byggeteknik. De kommer fra S. Guldfeldt Nielsen A/S, Hans Jørgensen & Søn Entreprenører A/S og Guldfeldt Tømrer-Murer A/S.

    Lærlingedagen hos de tre fynske byggevirksomheder er efterhånden blevet en årlig tradition. Koncernchef for de tre virksomheder Claus Larsen er ikke i tvivl om, at sådan en dag er godt givet ud for virksomhederne, men bestemt også for lærlingene. Her handler dagen kun om dem, og de får mulighed for at møde alle de andre lærlinge i koncernen til en snak om samarbejde og om hverdagen på byggepladserne.

    - På lærlingedagen motiverer vi de unge til dialog – både med hinanden og med os i direktionen. Det er vigtigt, at de selv tager ansvar for deres arbejde og siger fra, hvis de oplever at blive uretfærdigt behandlet. Vi får derfor en god dialog om deres hverdag ude på pladserne, siger Claus Larsen.

    Læs hele historien om den fynske lærlingedag her

Kontakt

Underdirektør

Louise Pihl

72160177 lop@danskbyggeri.dk
Loading...