Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren

Regeringen nedsatte i november 2019 13 klimapartnerskaber, heraf et for bygge- og anlægsbranchen, som skal komme med forslag til at reducere CO2-udledningen. Det kan sætte nye dagsordener for byggeri, anlæg og renovering. Læs mere om arbejdet i fem temagrupper, og hvem der er ansvarlige.




Forslagene fra de 13 klimapartnerskaber forventes at indgå som ideer til den klimahandlingsplan, der skal udarbejdes i forlængelse af den klimalov, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i december 2019, og som skal vise, hvorledes Danmark realiserer det ambitiøse mål om at reducere Danmarks klimagasudledning med 70 procent frem mod 2030.

Bygge- og anlægsbranchen har potentiale
I arbejdet med at identificere forslag der kan reducere CO2-udledningen fra bygge- og anlægsbranchen, er der taget udgangspunkt i, at branchen direkte og indirekte har ansvaret for ca. 30 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark, der i 2018 udgjorde godt 51 mio. tons CO2.

Nye dagsordener for byggeri, anlæg og renovering
Interessen for CO2 vil helt sikkert sætte nye dagsordener i forhold til den måde, vi bygger, anlægger eller renoverer vores bygninger på. Projektering og design af bygninger eller renoveringer vil få CO2-belastning pr. kvadratmeter byggeri som et nyt fokusområde. Vi vil fremover skulle forholde os til, om det er en bedre case at renovere end at rive ned og bygge nyt. Vi kommer til at arbejde med transformation af bygninger fra et formål til et andet. Vi kommer til at arbejde med nye drivmidler til vores maskiner, skulle tænke i tørt byggeri frem for byggeri, der skal bruges energi på at udtørre osv.

Organisering
Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren, der sekretariatsbetjenes af Dansk Byggeri i samarbejde med en styregruppe på ni personer og sekretariaterne i DI Byg, TEQNIK og Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har organiseret sig med fem temagrupper.

Fem temagrupper og de ansvarlige formænd
De fem temagrupper skal komme med ideer til initiativer, der kan medvirke til at reducere CO2-udledningen. De skal foretage potentialeberegninger, afledte effekter og omkostningsberegning for såvel branchen som for samfundet. De fem temagrupper har følgende fokus:

    1. Energieffektivisering i den eksisterende bygningsmasse
      Senior Vice President Henrik Frank Nielsen, Rockwool (Dansk Industri)
    2. Projektering og materialers indlejret CO2
      Vice President Ingrid Reumert, Velux Danmark A/S (Dansk Industri)
    3. Nedbringe drivhusgasudledning fra bygninger via energieffektivisering og optimeret drift
      Adm. direktør, Peter Kaas Hammer, Kemp & Lauritzen (TEKNIQ Arbejdsgiverne)
    4. CO2-reduktion i byggeprocessen
      Adm. direktør Ib Enevoldsen, Rambøll, (FRI)
    5. CO2-reduktion i anlægsprocessen
      Adm. direktør Michael S. Larsen, CG Jensen A/S (Dansk Byggeri).


Styregruppen for klimapartnerskabet for bygge- og anlægsbranchen

  • Formand: Adm. direktør Jesper Kristian Jacobsen, Per Aarsleff A/S (Dansk Byggeri)
  • Næstformand: Vice President Ingrid Reumert, Velux Danmark A/S (Dansk Industri)
  • Næstformand: Adm. direktør Peter Kaas Hammer, Kemp & Lauritzen (TEKNIQ Arbejdsgiverne)
  • Sekretariatsleder: Adm. direktør Lene Espersen, Danske Arkitektvirksomheder
  • Vicedirektør Jakob Brandt, SMVdanmark
  • Sekretariatsleder Gunde Odgaard, BAT-Kartellet
  • Senior Vice President Henrik Frank Nielsen, Rockwool (Dansk Industri)
  • Direktør Ib Enevoldsen, Rambøll A/S, (FRI)
  • Direktør Michael S. Larsen, CG Jensen (Dansk Byggeri).

 

Vellykket workshop for klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren
Boligminister Kaare Dybvad var med til arbejdsdagen i klimapartnerskabet for byggeri og anlæg, der havde samlet 90 aktører fra hele branchen til en udbytterig workshop 10. januar 2020.

Rigtig god stemning og masser af engagement og brugbare input til branchens klimaindspil til regeringen. Boligministeren lovede bl.a., at der nu kommer krav til bæredygtighed i bygningsreglementet, et ønske, som bygge- og anlægsbranchen har haft længe.

Her ses ministeren sammen med Klimapartnerskabets formand adm. direktør Jesper Kristian Jacobsen, Per Aarsleff A/S, viceformændene Ingrid Reumert, chef for kommunikation og bæredygtighed hos VELUX og Peter Kaas Hammer, adm. direktør for Kemp & Lauritzen A/S samt Henrik Frank Nielsen, senior vice president i ROCKWOOL Group



Du kan rekvirere bilagsrapporten ved at skrive til helu@danskbyggeri.dk.

Loading...
Scroll til top af siden