Regler i Norge

Norge er ikke med i EU. Det gør en stor forskel i forhold til de regler, du som dansk byggevirksomhed skal forholde dig til, når du ønsker at bygge i Norge. Se her hvad der gælder for dig.

Norgesvejledning for byggevirksomheder

Norge byder på spændende opgaver, men også en mængde af love og regler. Få hjælp i Dansk Byggeris Norgesvejledning 2015 til at finde vej i regeljunglen.

Norge opfattes som det lettest tilgængelige af Danmarks nærmarkeder uden for EU. Men det er langtfra nogen kopi af det danske hjemmemarked. Det er et land med andre love og forskrifter og til dels afvigende normer, handelskutymer og en anden myndigheds- og organisationsstruktur.

- Der er mange danske virksomheder, der gerne vil arbejde i Norge, og de vil gøre det på ordentlige vilkår: Ret skal være ret, og snyd skal bekæmpes. Men virksomhederne bliver ofte også frustrerede over de mange komplicerede regler og procedurer, de skal efterleve, fortæller Anita Kurowska Larsen, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Omfattende administration

Samlet set skal en virksomhed regne med at skulle melde sig ved mindst tolv myndigheder og instanser. Også selv om byggeopgaven måske kun varer tre uger. Og det er både tidsmæssigt og pengemæssigt en stor investering. Derfor er det ekstra vigtigt, at virksomhederne tænker mere langsigtet og arbejder fra starten af på at få flere opgaver i Norge. For én lille opgave kan det ret og slet ikke betale sig.

Siden sidste udgave af vejledningen (2013) er der kommet to væsentlige ændringer i de norske regler, der medfører yderligere administrative problemer for danske virksomheder:

1) Personlig ID-kontrol
Alle ansatte udsendt på byggeopgaver skal møde op til personlig ID-kontrol på ét af de særlige 42 skattekontorer i Norge. I den forbindelse bliver medarbejderne tvunget til at få et norsk skattekort, uanset om de måske kun er i Norge på en kort opgave.

2) Ny A-melding
Virksomheden er nu forpligtet til at foretage en månedlig indrapportering af udbetalt løn og godtgørelser. Også dette gælder uafhængig af skattepligt i Norge.

Regler om norsk moms og HMS-kort driller stadig

Det er ikke bare de "nye" regler, der kan være udfordring. Det gælder også reglerne om moms på entrepriser og reglerne om de særlige norske bygge-ID-kort, der officielt kaldes HMS-kort.

- At sætte sig ind i reglerne er en langhåret affære, og her er det vores opgave at hjælpe virksomhederne med praktiske værktøjer. Sådan er Norgesvejledningen, der er lavet med udgangspunkt i de problemer, virksomhederne møder i deres dagligdag, siger Anita Kurowska Larsen.

Erfarne norske samarbejdspartnere

Norgesvejledningen er blevet udarbejdet i et samarbejde mellem Dansk Byggeri og rådgiverne i advokatfirmaet Brækhus Dege DA og konsulentfirmaet Byrået i Son AS, som begge jævnligt bistår danske klienter, og som begge har stor erfaring i at rådgive danske bygge- og anlægsvirksomheder. Det er Dansk Byggeris erfaring, at virksomhederne ikke kan klare sig i Norge uden at trække på specialiserede norske rådgivere.

Pris

Medlemmer af Dansk Byggeri kan få vejledningen gratis.
Ikke-medlemmer kan købe vejledningen for 3.000 kr. ekskl. moms.

Gældende lønsatser i Norge

I bygge- og anlægsbranchen i Norge er mindstelønnen lovbestemt. Se her, hvad du som minimum skal betale til en svend eller en ungarbejder. Og hvad der gælder for udgifter til rejse, kost og logi. 

Aktuelle lønsatser kan altid findes på det norske arbejdstilsyns webside

ID-kort for byggemedarbejdere i Norge

ID-kortet ved byggearbejde i Norge - nu kaldet HMS-kort - blev indført helt tilbage i 2008. Men danske virksomheder oplever stadig problemer ved bestillingen. Proceduren er nemlig ret kringlet.

Læs mere om de norske ID-kort i byggeriet

Elektronisk oversigt over ansatte på norske byggepladser

Fra 1. juli 2017 er der krav om elektronisk oversigt over alle arbejdstagere på bygge- og anlægspladser. Oversigten skal være tilgængelig for bygherren, arbejdsmiljørepræsentanten, arbejdstilsynet og skattemyndighederne.

Læs mere om den elektroniske oversigt over ansatte

Told og indførsel i Norge

Norge ikke er med i EU. Så når du medbringer værktøj, materialer eller entreprenørmateriel, skal du regne med at skulle passere hele to toldgrænser.

Læs mere i Tjeklisten for indførsel og told i Norge

Læs mere om ATA Carnet og rabat for Dansk Byggeris medlemmer

 

Obligatorisk registrering for vikarbureauer i Norge

Alle norske og udenlandske vikarbureauer - på norsk også kaldt bemanningsforetak - skal indsende en anmeldelse til det norske Arbeidstilsynet for at blive registreret i et offentligt register over vikarbureauer.

Det er samtidig forbudt for virksomheder at bruge vikarbureauer, som ikke er lovlig registreret i Arbeidstilsynets register.

Ikke alle, som udlejer arbejdskraft, vil automatisk betragtes som bemanningsforetak og dermed være registreringspligtige. Arbeidstilsynet foretager vurderingen ud fra flere forskellige faktorer. Samtidig er Arbeidstilsynet meget opmærksom på, om der ved en entreprisekontrakt reelt er tale om arbejdsudleje.

Link til Arbeidstilsynets faktaside om arbejdsudleje og registreringen

Kom med i Norgesgruppen

Norgesgruppen er en gratis mailservice kun for medlemmer i Dansk Byggeri. Vil du automatisk få en mail, når der sker lovændringer i Norge, der berører byggebranchen, når en bygherre søger danske entreprenører, eller når der finder sted et relevant arrangement?
Tilmeld dig hos Anita Kurowska Larsen på tlf. 72 16 02 94 eller anl@danskbyggeri.dk

Der er mange regler at overholde, når man skal arbejde i Norge. Men erfaring fra tidligere har været en fordel både i forhold til netværk og til at forstå det norske marked.

Jens Otto Villumsen Celco

For mere info kontakt

Chefkonsulent

Anita Kurowska Larsen

72160294 anl@danskbyggeri.dk
Loading...