1.000 nye byggejob i januar

Dansk Byggeri giver den milde vinter en del af æren for de 1.000 job, som lønmodtagerbeskæftigelsen steg med i januar

Korrigeret for normale sæsonudsving var der ifølge Danmarks Statistik 154.000 beskæftigede lønmodtagere i byggeriet i januar 2017. Da beskæftigelsen toppede i 2008, var der 176.300 beskæftigede lønmodtagere og godt 190.000 beskæftigede i byggeriet i alt inklusive selvstændigt erhvervsdrivende.

 

- Pilen peger fortsat opad på arbejdsmarkedet men formentlig mindre stejlt i 2017 end i 2016. Efter en jobfremgang på fire procent i 2016, forventer Dansk Byggeri i sin nye prognose en jobvækst i byggeriet på mere moderate to procent i 2017, og tre procent i 2018, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

- På den baggrund er det en positiv overraskelse, at der alene i januar blev skabt cirka 1.000 nye byggejob. Det skyldes formentlig en mild vinter, som sæsonkorrektionen ikke tager fuld højde for, siger Bo Sandberg.

 

Det samlede danske arbejdsmarked var i januar 2017 kendetegnet af mange fyringsvarsler, men det kunne ikke ændre fortegnet på den positive udvikling, vi har set siden 2013. Netto blev der skabt 1.800 nye job i januar. Men som sædvanlig med en meget forskellig udvikling i den private sektor med et plus på 2.600 job, og i den offentlige sektor med et jobtab på 800 personer i januar.

 

- Den sæsonkorrigerede lønmodtagerbeskæftigelse er "kongetallet" for arbejdsmarkedet. Og selvom tempoet i jobskabelsen ser ud til at være gået lidt ned, er det imponerende, at der er 134.000 flere lønmodtagere i job siden 2013 - heraf alene 18.400 job i byggeri og anlæg, siger Bo Sandberg og understreger:

 

- Det går fremad i dansk økonomi, men det må ikke blive en sovepude. Arbejdsmarkedet har brug for fortsat oprustning af arbejdsstyrken, både hvad antal hænder og kvalifikationer angår. Ellers risikerer vi, at opsvinget i løbet af få år løber tør for kvalificeret arbejdskraft.

 

 

 

Kontaktinformation
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri, telefon 28 50 38 19
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32

Loading...