6.012 bygge- og anlægselever fik praktikplads i 2016

I løbet af 2016 fik 6.012 elever fra en af bygge- og anlægsuddannelserne en praktikplads. Det er 403 flere end i 2015, hvor 5.609 elever fik en aftale. Dansk Byggeri glæder sig over den positive udvikling

Print artiklen

Undervisningsministeriets praktikpladstal fra 2016 viser, at der var indgået 6.012 aftaler på bygge- og anlægsuddannelserne. Til sammenligning blev der indgået 5.609 praktikpladsaftaler i 2015, og dermed fik 7,2 procent flere elever altså en praktikplads i 2016.

 

- Når hele 400 ekstra erhvervsskoleelever fra bygge- og anlægsuddannelserne fik en praktikpladsaftale i 2016, vidner det om en øget aktivitet i branchen, og det bekræfter, at virksomhederne er engagerede og gerne vil tage lærlinge, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

 

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings undersøgelse fra maj 2016 kommer der til at mangle omkring 14.000 faglærte i bygge- og anlægsbranchen i 2025 og ca. 60.000 faglærte i alt. Derfor blev en del af sensommerens trepartsaftale også, at der skal uddannes mellem 8-10.000 flere faglærte om året i de kommende år. Dansk Byggeri håber, at det stigende antal praktikpladsaftaler vil få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

 

- Det stigende antal praktikpladser viser, at der er rigtig gode muligheder for job og uddannelse i bygge- og anlægsbranchen. En erhvervsuddannelse kan både være vejen til et godt job, at blive selvstændig eller læse videre, og det håber jeg, at flere unge får øjnene op for, forklarer Louise Pihl.

 

De største uddannelser inden for byggeri og anlæg har alle fået flere praktikpladsaftaler end sidste år. Blandt andet steg antallet af tømrerelever, der fik en praktikpladsaftale fra 2.450 i 2015 til 2.642 i 2016. Samtidig fik 708 murerelever praktikplads i 2016, hvor det var 641 året før. Desuden er der kraftig fremgang på struktørområdet. Her fik 312 anlægsstruktørelever en aftale i 2016 mod 285 i 2015, og 168 bygningsstruktørelever fik en aftale mod 138 i 2015.

 

 

Se praktikpladstallene her

 

 

Kontaktinformation
Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 12
Sofie Mathson, journalist i Dansk Byggeri, telefon 29 74 94 44

Loading...


Vi har brug for din mening

Dansk Byggeri foretager en måling af brugernes tilfredshed med hjemmesiden. Vi håber derfor, at du vil deltage ved at besvare nogle få spørgsmål. Det tager ca. 3 minutter.

På forhånd tak for hjælpen.
Dansk Byggeri



I forbindelse med at du vælger/fravælger at deltage i denne undersøgelse, oprettes der en cookie på din computer. Cookiens formål er alene at sikre, at du ikke bliver bedt om at deltage igen. Der opbevares ikke personrelaterede oplysninger, og cookien indeholder ikke virus.