Dansk Byggeri forpligter sig til at spare på energien

Dansk Byggeri forpligter sig nu til at spare på energien i sine egne bygninger. Dansk Byggeri vil selv gå forrest med de anbefalinger, som erhvervsorganisationer flittigt deler ud til andre bygningsejere

Dansk Byggeri har forpligtet sig til at spare på varmen, strømmen og vandet ved at underskrive en partnerskabsaftale med Energispring. Energispring er et af initiativerne i Københavns Kommunes Klimaplan med det ambitiøse mål at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad.

 

Dansk Byggeri forpligter sig dermed sammen med en række af de største bygningsejere i København, forsyningsselskabet HOFOR, andelsboligforeninger, udlejere, administratorer og interesseorganisationer til at reducere energiforbruget i egne bygninger med tre procent.

 

- Vi har fokus på at få mest muligt ud af den producerede energi ved fx at isolere og cirkulere. Denne effektivisering af forbruget gør det nemmere at nå de mål, vi som samfund sætter os. Det er naturligt, at vi i Dansk Byggeri selv tager den medicin, vi anbefaler i vores politiske arbejde. Derfor har vi sagt ja til at være med i Energispring, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Nej tak til fribillet
Dansk Byggeri blev i første omgang tilbudt at blive partner, men uden at forpligte sig til at energieffektivisere i egne bygninger. Det takkede Dansk Byggeri nej til.

 

- Vi vil ikke være med på en fribillet. Når vi går med nu, så går vi all in. Vi skal være med til at gøre en forskel og hjælpe med, at Københavns Kommune bliver CO2-neutral i 2025. Det kan vi bedst ved at være partnere på lige vilkår med andre, siger Michael H. Nielsen.

 

Deler data og viden
De første skridt i retningen af et lavere energiforbrug er at se på driften af blandt andet varmesystemet. Derfor vil Dansk Byggeri inden for den nærmeste fremtid gennemgå driften med rådgivere fra HOFOR for at finde besparelser. 

 

Afdelingschef for bygningsdriften i Dansk Byggeri Ole Schack Petersen ser frem til at kunne dele viden og data med de andre partnere i Energispring og til at få rådgivning til at spare på driften. - Det bliver dejligt at få nogle rådgivere ind over, som kan være med til at pege på, hvordan vi bliver endnu bedre til at spare på energien, siger Ole Schack Petersen.

 

Kontakt
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Journalist Christina Houlind, Dansk Byggeri, telefon 29 74 94 44

Loading...


Vi har brug for din mening

Dansk Byggeri foretager en måling af brugernes tilfredshed med hjemmesiden. Vi håber derfor, at du vil deltage ved at besvare nogle få spørgsmål. Det tager ca. 3 minutter.

På forhånd tak for hjælpen.
Dansk Byggeri



I forbindelse med at du vælger/fravælger at deltage i denne undersøgelse, oprettes der en cookie på din computer. Cookiens formål er alene at sikre, at du ikke bliver bedt om at deltage igen. Der opbevares ikke personrelaterede oplysninger, og cookien indeholder ikke virus.