Flere unge er kommet i lære inden for byggeriet

Den seneste opgørelse over praktikpladser fra Undervisningsministeriet viser, at bygge- og anlægsbranchen har godt 10 procent flere uddannelsesaftaler ved udgangen af juli sammenlignet med sidste år

- Det er særdeles positivt for branchen, især fordi antallet af uddannelsesaftaler generelt er faldet, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri og fortsætter:

 

- Jeg håber, at den gode udvikling fortsætter, for vi har god brug for dygtige unge håndværkere. Mange håndværkere går på pension de kommende år, og prognosen siger, at vi i 2027 risikerer at mangle 17.000 håndværkere.

 

Ved udgangen af juli 2017 var der knap 4.500 nye uddannelsesaftaler i bygge- og anlægsbranchen. I 2016 var antallet af aftaler 4.060. Det er en stigning på godt 10 procent i forhold til sidste år. Bygge- og anlægsbranchen uddanner en fjerdedel af alle erhvervsuddannelser. Også denne andel er steget fra 22 procent i 2016 til 25 procent i 2017.

 

Færre i skolepraktik
Antallet af lærlinge i skolepraktik inden for bygge og anlæg er 1539. Det er 236 færre end sidste år ved samme tid - et fald på 13,3 procent.

 

- Det er glædeligt, at antallet af elever i skolepraktik er faldet. Nu gælder det om at få resten ud i virksomhederne, siger Louise Pihl.

 

Dansk Byggeri arbejder gennem sine partnerskabsaftaler systematisk sammen med kommuner og skoler om at sikre praktikpladser til alle kvalificerede unge.

 

- Nu skal vi bruge de gode tider til at uddanne fremtidens arbejdskraft. Og virksomheder, lærlinge og skoler skal lægge sig i selen, slutter Louise Pihl.

 


Kontakt
Underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 12

Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, telefon 23 25 84 69

 

 

Loading...