Stort behov for viden om byggeaffald

Dansk Byggeri kalder det bekymrende, når en netop offentliggjort undersøgelse fra videncenter for håndtering og genanvendelse (VHGB) fortæller, at der fortsat mangler fokus på håndtering af byggeaffaldet i byggebranchen

En ny undersøgelse fra videncenter for håndtering og genanvendelse (VHGB) konkluderer, at der er problemer med håndtering af byggeaffald. Fx oplever en tredjedel af de adspurgte i undersøgelsen, at det er vanskeligt eller endog meget vanskeligt at fortolke og anvende reglerne for bygge- og anlægsaffald i praksis.

 

- Det kalder på stor opmærksomhed, når der stadig er behov for at slå hul igennem til byggeriets aktører i forhold til håndtering af byggeaffald. VI har et videncenter for området, der har eksisteret i halvandet år, men vi må væbne os med tålmodighed, da vi endnu har til gode at se resultaterne udmønte sig, siger miljøchef Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri.

 

Dansk Byggeri anerkender således, at VHGB har behov for mere tid. Inden centeret blev etableret var byggeriets værdikæde, som i dag består af bygherrer, rådgivere, kommuner og entreprenører i bred forstand, overladt til deres egen juridiske kompetencer eller manglen på samme.

 

- Det tager tid at få vendt skuden, men det er bekymrende på miljøets vegne, at det ikke går hurtigere, siger Simon Stig-Gylling

 

VHGB blev etableret i foråret 2016 på initiativ af Dansk Byggeri og etableret på Teknologisk Institut som et uafhængigt, selvstændigt og gratis tilbud til byggeriet parter. Centeret samler, udvikler og formidler konkret viden om håndtering af byggeaffald, herunder at formidle forståelse for de miljøfarlige stoffer og materialer, der findes i byggeriet.

 

Den nye undersøgelse viser, at der stadig er stor forvirring om, hvem der lovmæssigt har hovedansvaret for at håndtere det miljøfarlige affald korrekt.

 

- Vi ser stadig en tendens til at skubbe aben rundt blandt byggeriets parter på grund af manglende lovforståelse. siger Simon Stig-Gylling og fortsætter:

 

- Knap 28 % af de adspurgte oplever i forbindelse med håndtering af byggeaffald fx tid, økonomi og manglende viden som barrierer. Det billede kender vi i Dansk Byggeri fra samtaler med medlemmerne, og det tydeliggør, at området fremadrettet skal prioriteres højere.

 

Simon Stig-Gylling fremhæver, at det er positivt, at regeringen har offentliggjort et nyt lovkompas på miljøområdet, men forventer, at det vil tage mange år, før det bliver fuldt implementeret. Derfor vil der med udløb af midlerne til centeret i november 2018 stadig være et behov for nem og gratis formidling i årene frem for hele byggeriets værdikæde.

 

- Derfor vil vi i Dansk Byggeri arbejde videre med de positive kræfter, der er samlet omkring VHGB, siger Simon Stig-Gylling.

 

Læs mere om undersøgelsen på VHGBs hjemmeside

 

Kontakt

Miljøchef Simon Stig-Gylling, Dansk Byggeri, telefon 31 60 99 08

Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32

Loading...