18 nye byggejob hver eneste dag året rundt

Den højeste beskæftigelse i Danmarkshistorien er lige om hjørnet. Og byggeriet hører fortsat til blandt de helt store jobskabere på arbejdsmarkedet. Dansk Byggeri har beregnet, at der i 2017 hver eneste dag, året rundt i snit blev skabt knapt 18 nye lønmodtagerjob i bygge og anlæg

Ifølge Danmarks Statistik kom der i december 2.000 flere i job, heraf cirka 700 i byggeriet.

 

- Arbejdsmarkedet bliver ved at levere solstrålehistorier. Korrigeret for sæsonudsving var der 2.721.000 beskæftigede lønmodtagere i december 2017. Det er kun 1.100 fra den højeste beskæftigelse i Danmarkshistorien og 182.000 flere, end da bunden blev nået i foråret 2013. Alene i 2017 er der skabt 48.000 nye job, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

 

- Hver eneste dag året rundt, 365 dage om året, er der i 2017 i snit skabt 132 nye lønmodtagerjob på det samlede arbejdsmarked og næsten 18 nye job om dagen i byggeriet, siger Bo Sandberg.

 

- Med ny beskæftigelsesrekord om hjørnet og fortsat gang i et solidt og bred funderet økonomisk opsving, er det i øvrigt en pseudo-diskussion, om fremgangen mest kommer den indenlandske eller udenlandske arbejdskraft til gavn. Der er plads til og brug for begge dele så langt øjet rækker, pointerer cheføkonomen.

 

- Men selvom pilen fortsat peger opad, er det ikke en given sag, at væksten i 2018 og 2019 fortsætter blindt opad i samme tempo som før. Den gode nyhed er dog, at arbejdsstyrken indtil videre vokser lige så meget som beskæftigelsen. Det giver et mere langtidsholdbart opsving, siger Bo Sandberg.

6.400 flere lønmodtagere i job i byggeriet i 2017

- I bygge- og anlægsbranchen er det især nybyggeriet af boliger, der trækker kraftigt opad. Og der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet strammer til og at rekruttering af kvalificeret arbejdskraft er den største udfordring i 2018. Det er senest dokumenteret af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, der viste, at 17 procent af byggevirksomhederne havde rekrutteret forgæves til i alt 4.825 stillinger i 2. halvår 2017, siger Dansk Byggeris cheføkonom.

 

- Det er en naturlig ting, at arbejdsmarkedet begynder at stramme til, idet der siden lavpunktet i foråret 2013 er skabt hele 23.800 nye lønmodtagerjob i byggeriet og alene 6.400 i 2017, siger Bo Sandberg.

 

- Men de gode tider må ikke blive en sovepude for rettidig omhu i reformdagsordenen. Det gælder særligt på tilbagetrækningsområdet, for det er netop i opgangstider, man bør justere kursen.

 

Kontakt

Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, telefon 28 50 38 19

Kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri, Karin Skolnik, telefon 23 25 84 69

Loading...