Dansk Byggeindustri: Navneskift med substans

I Dansk Byggeri benytter branchefællesskabet Danske Byggematerialer årsskiftet til at ændre navn til Dansk Byggeindustri. Navneændringen handler om et strategisk skifte, så fokus bliver rent på industriel produktion af byggematerialer og løsninger til byggebranchen

Dansk Byggeri er organisation for byggeri, anlæg og industri, men både internt og eksternt har byggeri og anlæg fyldt mest. Det laves der om på nu med en fokuseret indsats direkte målrettet medlemmer med en industriel produktion.

 

- Vores industrimedlemmer er naturligvis en del af byggebranchen, men samtidig er deres hverdag præget af andre forhold og udfordringer end resten af branchen. Den industrielle produktion på et værksted eller en fabrik omfatter andre processer og problemstillinger. Det er netop det, som vi sætter fokus på nu, siger branchedirektør Thomas Uhd.

 

Navneændringen og den nye strategi er resultatet af en tæt dialog med en lang række medlemmer. Dialogen startede midt i 2017, da Thomas Uhd, som også er branchedirektør for Dansk Beton, tiltrådte som ny branchedirektør i Dansk Byggeindustri. Dermed er den samlede byggeindustri i Dansk Byggeri forankret et sted.

 

Tæt dialog med medlemmerne

- Den tætte strategi dialog med medlemmerne har været helt central. Det væsentlige for os er at hjælpe medlemmerne med udfordringer, som er relevant i deres hverdag og produktion, siger Thomas Uhd.

 

Den nye strategi omfatter tre fokusområder: Produktivitet i bredeste forstand, ny teknologi som kan understøtte produktiviteten og fremtidige krav til bæredygtighed.

 

- Vi sætter en række initiativer i gang, som kan hjælpe medlemmerne med at øge produktiviteten, implementere ny teknologi og give dem afklaring om, hvordan de kan forholde sig til fremtidige krav om bæredygtighed. Alt sammen højaktuelle emner, hvor medlemmerne efterspørger hjælp og inspiration, siger Thomas Uhd.

 

Yderligere information
Michael H. Nielsen, direktør, telefon 20 28 52 64 eller mail: mhn@danskbyggeri.dk

Frederik Waitz Søborg, konsulent, telefon 21 42 47 41 eller mail: fws@danskbyggeri.dk

Loading...