Digitalisering i byggeriet halter lidt efter, men er godt på vej

Danmark er det mest digitaliserede land, hvor 42 procent af virksomhederne har en enten høj eller meget høj digitaliseringsgrad. Helt deroppe er bygge- og anlægsbranchen ikke, men Dansk Byggeri oplever en stor interesse for it-værktøjer.

Hvis man ser på, hvor mange avancerede teknologier, for eksempel internetforbundne sensorer og kunstig intelligens eller GPS og andre satellitbaserede tjenester, virksomhederne i Danmark anvender, så følger bygge- og anlægsbranchen nogenlunde gennemsnittet for alle virksomheder. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

 

Den avancerede teknologi, som er mest anvendt i bygge- og anlægsbranchen, er GPS og andre satellitbaserede tjenester, som 26 procent anvender. Her er landsgennemsnittet 15.

 

- Det giver god mening. Værktøj og biler kan blive forsynet med GPS, så man kan spore i tilfælde af tyveri. Men GPS bruges primært til at optimere logistik ved at planlægge kørsel og arbejde på forskellige byggepladser, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

 

Lavere digitaliseringsgrad

Generelt ligger bygge- og anlægsbranchen lavt i digitaliseringsgrad i EU. I Danmark har otte procent af virksomhederne høj eller meget høj digitaliseringsgrad, mens det i EU er 14 procent.

 

- Jeg forventer, at vi ser en markant øget brug af it-værktøjer i de kommende år. Vi holder hvert år en it-messe. Den er rigtig godt besøgt, og der er stor interesse, både for digitale værktøjer til administration, og for nye digitale løsninger, der kan optimere byggeprocessen, siger Michael H. Nielsen og fortsætter: 

 

- Man skal huske på, at langt hovedparten af medlemmerne i Dansk Byggeri er mindre virksomheder. Virksomhederne er generelt meget åbne over for nye digitale værktøjer til for eksempel at effektivisere arbejdsgangene. Investeringerne i ny teknologi skal give mening i forhold til udbyttet, og vores it-analyse fra efteråret viser en markant øget brug af især administrative it-værktøjer. Herudover viser analysen, at investeringsniveauet er steget, således at 50 procent af de adspurgte virksomheder har foretaget it-investeringer i løbet af det seneste år. 

 

It-værktøjerne, der præsenteres på messen, dækker alle byggevirksomhedernes traditionelle arbejdsopgaver fra tilbudsgivning, planlægning, udførsel, aflevering, kvalitetssikring og administration.

 

Kontakt

Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64

Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, telefon 23 25 84 69

Loading...