Flere konkurser i første kvartal – men færre medarbejdere berørt

Første kvartal bød på flere konkurser blandt bygge- og anlægsvirksomheder i forhold til samme periode sidste år. Men færre medarbejdere blev berørt, og Dansk Byggeri venter færre konkurser i år end i 2017

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 81 konkurser i bygge- og anlægsbranchen i marts. Det vil sige, at det samlede antal konkurser i første kvartal kommer op på knap 200 konkurser. En stigning på ni procent i forhold til første kvartal 2017. Alligevel bevarer Dansk Byggeri optimismen.

 

- Det er naturligvis ikke den retning, vi havde ventet og håbet på, at det ville gå. Men det ændrer ikke på, at vi forventer færre konkurser i 2018 end i 2017, siger analysechef Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.

 

Ser man på, hvor mange medarbejdere, der har været påvirket af konkurserne, går udviklingen den rigtige vej. Selv om der var flere konkurser i første kvartal i år, blev 25 procent færre medarbejdere ramt ad dem. Det skyldes blandt andet, at det var mindre virksomheder, der måtte dreje nøglen om de første tre måneder i år sammenlignet med samme periode sidste år.

 

- Ser vi på de konkursramte virksomheder under ét her i 2018 har det været virksomheder med væsentlig færre ansatte og en samlet omsætning, der er hele 33 procent lavere end hos de virksomheder, der gik konkurs i første kvartal 2017. Selv om antallet af konkurser stiger, går det altså den rigtige vej. Dagens tal er rent faktisk positivt, siger analysechef Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.

 

 

Kontakt

Analysechef Andreas Fernstrøm i Dansk Byggeri, tlf. 21 26 66 34

Pressechef Helen Jensen i Dansk Byggeri, tlf. 21 24 47 02

Loading...