Kun 26 kommuner lever op til mål for erhvervsuddannelserne

Flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Men de fleste kommuner er langt fra den nationale målsætning om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2020. Det viser en opgørelse fra Dansk Byggeri. Der er mange kommuner, som skal i gang med en ekstra indsats, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri

Søgningen til erhvervsuddannelserne stiger, men ikke i hele landet. Ifølge den nationale målsætning for år 2020 skal 25 procent af en årgang søge ind på en erhvervsuddannelse. Og i 2025 skal den andel være 30 procent. Målet er fastsat i erhvervsuddannelsesreformen.

 

26 kommuner har i 2018 en søgning på 25 procent eller mere. Ni kommuner ligger nede på ti procent og derunder.

 

- Søgningen til erhvervsuddannelsen viser i år en lille stigning på én procent. Generelt er vi meget langt fra målet. Nogle af kommunerne skal tage sig gevaldigt sammen, hvis de skal medvirke til, at målet nås. Det er især kommunerne nord for Købehavn, som ligger meget lavt, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

 

Top tre er Læsø med en søgning på 67 procent, Morsø med 49 procent og Vejen med 35 procent.

Bunden lægges af Gentofte med tre procent, Allerød med fire procent og Rudersdal, Hørsholm og Fredensborg, alle med syv procent. 

 

Flere vil være håndværkere 

Der er især sket en stigning i antallet af unge, der har søgt en erhvervsuddannelse inden for teknologi, byggeri og transport. I alt har 10 procent af samtlige unge, der forlader grundskolen, valgt teknologi, byggeri og transport, og skolerne kan sige velkommen til mere end 6.600 elever.

 

- Inden for bygge- og anlægsbranchen kan vi se en klar tendens til, at flere vil være håndværkere. I januar i år var 648 flere lærlinge end samme måned sidste år i lære i en byggevirksomhed. Det er meget positivt, men den udvikling er nødt til at fortsætte, for ellers kommer vi til at mangle murere, tømrere og andre håndværkere, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

 

- Der er godt gang i byggeriet lige nu, og bygge- og anlægsvirksomhederne oprettede 15 procent flere praktikpladser sidste år. Vi har brug for dem, for de store årgange af håndværkere er på vej på pension.

 

Louise Pihl peger på, at Venstres forslag om at flytte de kommunale 10. klasser ud på erhvervsskolerne, kan bidrage til, at flere får øjnene op for de mange spændende uddannelser og karrieremuligheder, en erhvervsuddannelse rummer.

 

Se hele listen over ansøgere til erhvervsuddannelserne i årene 2016, 2017 og 2018.

 

Kontakt

Underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 12 

Kommunikationskonsulent Karin Skolnik, Dansk Byggeri, telefon 23 25 84 69

Loading...