Solidt byggeopsving i Norden

Byggeriet er nu oppe på den store klinge i alle de nordiske lande. I 2018 vil byggeinvesteringerne i Norden vokse med cirka fire procent, mens BNP vokser mere moderat med godt to procent i snit. Det viser en ny nordisk prognose for bygge- og anlægsbranchen

Der er travlhed og opgaver et godt stykke ud i fremtiden hos både den store entreprenør og den lille håndværksmester. Det gælder ikke bare i Danmark, men også i resten af Norden. Men der er en lidt ændret rollefordeling på vej.

 

- Danmark har siden 2014 oplevet et roligt og harmonisk opsving med fremgang på både arbejdsmarkedet og boligmarkedet. I Sverige og Norge har økonomien - og især boligmarkedet - til tider bevæget sig lidt for stærkt. Så i begge disse lande står man i 2018 foran en klar opbremsning i boligbyggeriet, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg og fortsætter:

 

- Også i Finland, der for få år siden var ”Nordens syge mand”, er det svært at få armene ned og byggekranerne til at stoppe. I Finland er det ganske enkelt bygge- og anlægsbranchen, der er hovedårsagen til de seneste års turnaround i hele landets økonomi. Det er sket via vækstrater i byggeriet på 10 procent i 2016 og syv procent i 2017.

 

Vækst i hele norden
2017 har været et rigtig godt år for den nordiske bygge- og anlægsbranche med en samlet investeringsvækst på ni procent. Her nåede det svenske boligmarked at skille sig mest positivt ud, inden afdæmpningen satte ind mod slutningen af året.

 

 - De samlede investeringer i byggeri og anlæg i de fem nordiske lande forventes at stige med fire procent i 2018. På boligområdet går Danmark forrest med en forventet vækst i investeringerne på ni procent. På anlægsområdet er Norge vanen tro i front med en vækst på 11 procent. Så de arbejdere, der ikke længere er brug for i olieindustrien og boligbyggeriet, kan snildt finde job i den norske anlægssektor, siger Bo Sandberg.

 

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er fælles udfordring

I 2010 beskæftigede den samlede nordiske bygge- og anlægsbranche blot cirka 800.000 personer. Det tal forventes at stige til 947.000 i 2018.

 

- Det er næsten 150.000 nye job på otte år, og heraf alene de 44.000 i 2017 og 2018. Så hvis der kan fastholdes en harmonisk vækst i nogle år endnu, er milepælen på én million nordiske bygningsarbejdere inden for rækkevidde, siger cheføkonomen og tilføjer:

 

 - Med udsigten til fortsat jobvækst er adgangen til kvalificeret arbejdskraft rykket øverst på dagordenen i hele Norden. Derfor er det vigtigt, at vi får uddannet nogle flere faglærte, at vi får seniorerne til at blive lidt længere, og at der er adgang til at udenlandsk arbejdskraft på ordnede løn- og arbejdsvilkår.


Læs konjunkturrapport fra Sveriges Byggindustrier

https://www.sverigesbyggindustrier.se/stark-byggkonjunktur-i-hela-norden__7616

 

Kontakt

Cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg, telefon 28 50 38 19

Kommunikationskonsulent i Dansk Byggeri, Karin Skolnik, telefon 23 25 84 69

Loading...


Vi har brug for din mening

Dansk Byggeri foretager en måling af brugernes tilfredshed med hjemmesiden. Vi håber derfor, at du vil deltage ved at besvare nogle få spørgsmål. Det tager ca. 3 minutter.

På forhånd tak for hjælpen.
Dansk Byggeri



I forbindelse med at du vælger/fravælger at deltage i denne undersøgelse, oprettes der en cookie på din computer. Cookiens formål er alene at sikre, at du ikke bliver bedt om at deltage igen. Der opbevares ikke personrelaterede oplysninger, og cookien indeholder ikke virus.