Boom i antallet af praktikpladser i bygge- og anlægsbranchen

Flere unge vælger en uddannelse inden for bygge- og anlæg, og virksomhederne kvitterer ved at oprette flere nye praktikpladser. Fra 2017 til 2018 steg antallet af praktikaftaler med 16 procent.

Flere friske, unge ansigter fandt sidste år vej til de danske byggepladser. Og i takt med at de unges interesse for uddannelser som tømrer, murer og snedker er stigende, får en stadig større andel en praktikplads, viser Undervisningsministeriets praktikplads-tal for 2018.

 

- Udviklingen er ikke til at tage fejl af. På tværs af branchen kommer flere unge i praktik i en virksomhed, mens antallet af elever, der tilbringer en del af praktiktiden på et af erhvervsskolernes praktikcentre, falder. Virksomhederne oprettede næsten 900 flere praktikpladser i 2018 end året før, det er meget tilfredsstillende, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri. 

 

De unge er stadig vilde med træ

I de seneste år er det blevet mere og mere populært blandt unge at arbejde med træ. Og de nye tal viser, at virksomhederne gør en rigtig god indsats for at opsuge de mange unge træ-entusiaster. Eksempelvis var antallet af tømrerelever i skolepraktik faldet med 24 procent ved udgangen af 2018 i forhold til året før.

 

- Snedkervirksomhederne har oprettet hele 60 procent flere praktikpladser, mens tømrervirksomhederne har øget antallet med 17 procent. Det er godt gået, siger Louise Pihl.

 

Der er stadig plads til flere

Selv om de nye tal er positive, både for branchen og de unge, er der stadig behov for, at endnu flere unge vælger en erhvervsuddannelse.

 

- Det gælder i bygge- og anlægsbranchen – og inden for stort set alle fag. Både de store fag som tømrere, murere og malere har brug for nye unge kræfter, og det samme har de mindre og knap så kendte fag som gulvlæggere, bygningsstruktører, anlægsstruktørerne og tagdækkere. Derfor er det godt at se, at også de små fag har underskrevet flere praktikaftaler i 2018, siger underdirektør Louise Pihl, Dansk Byggeri.

 

Kontakt

Underdirektør Louise Pihl, lop@danskbyggeri.dk, telefon 25 66 63 12

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Loading...