Debat: Respekter danskernes valg af de reformvenlige partier

Debatindlæg af adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri. Bragt i Børsen den 11. juni 2019

Valget gav ”rød blok” flertal i Folketinget. Men stort set alle de partier, der stormede frem ved valget, mener, at Danmark fortsat har brug for reformer. De reformvenlige partier, Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti kan lægge 23 mandater til deres tilstedeværelse på Christiansborg. Et klart signal fra vælgerne, som den kommende regering ikke bør sidde overhørig.

 

Valgkampen kom ikke mindst til at handle om minimumsnormeringer, kontanthjælpsloft osv. Men de reformvenlige partier anerkender, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Og at Danmark har brug for velkvalificerede udenlandske medarbejdere, hvis hjulene skal løbe rundt. Uden polakker, tyskere, amerikanere og andre gode medarbejdere, er det simpelt hen umuligt at opfylde velfærdsløfterne.

 

Retorikken i pensionsdebatten har også været fuld af følelser i den lange valgkamp, og selvfølgelig skal murere, slagteriarbejdere, HK’ere og andre ikke tvinges til at blive på jobbet, hvis de er udbrændte og nedslidte. Det skal bare bero på en individuel vurdering og ikke en rettighed, som trækker helt nødvendig arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet og gør det endnu sværere for virksomhederne at tiltrække de rette medarbejdere.

 

Derfor er det også interessant, at de partier, der i valgkampen forkastede Socialdemokratiets plan om at give et udefineret udvalg af primært 3F medlemmer en ret til at gå tidligere på folkepension, fortsat udgør et flertal i Folketinget. Vi går ud fra, at partierne fortsat står ved det, de gik til valg på, så vi undgår en ny efterlønsordning.

 

Når Mette Frederiksen siger, at hun vil være hele Danmarks statsminister, går vi derfor ud fra, at det også gælder det flertal af danskere, der har stemt på partier, som erkender, at økonomisk vækst er grundlaget for vores velfærdssamfund - og at pengene til velfærden skal tjenes ude i konkurrencedygtige virksomheder, før de kan bruges på flere pædagoger, sundhedscentre og lukrative pensionsordninger. I Dansk Byggeri ser vi under alle omstændigheder frem til samarbejdet med den kommende regering, når den er faldet på plads.

 

Kontakt

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, lsh@danskbyggeri.dk, telefon 41 19 33 04

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Loading...


Vi har brug for din mening

Dansk Byggeri foretager en måling af brugernes tilfredshed med hjemmesiden. Vi håber derfor, at du vil deltage ved at besvare nogle få spørgsmål. Det tager ca. 3 minutter.

På forhånd tak for hjælpen.
Dansk Byggeri



I forbindelse med at du vælger/fravælger at deltage i denne undersøgelse, oprettes der en cookie på din computer. Cookiens formål er alene at sikre, at du ikke bliver bedt om at deltage igen. Der opbevares ikke personrelaterede oplysninger, og cookien indeholder ikke virus.