Debatindlæg af cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Bragt i Altinget den 20. november 2019

Håndværkerfradraget har levet en omtumlet tilværelse siden det så dagens lys i 2011. Derfor er det heller ikke overraskende, at Altinget sætter fokus på det i forbindelse med finansloven, hvor bl.a. Radikale har taget fradraget med som finansieringselement ved forhandlingsbordet.

 

Man kan i sit stille sind undre sig over, at det tilsyneladende er så vigtigt for Radikale at fjerne den brede befolknings mulighed – som 465.000 ganske almindelige skatteborgere benyttede sig af i 2018 – for at få fradrag for fx rengøring, energirenovering eller installation af bredbånd og tyverialarmer i en tid, hvor de offentlige finanser er overholdbare og statskassen ikke siden finanskrisen har bugnet så meget af penge som nu.

 

Grevens Fejde
Heller ikke på økonomfronten er der noget nyt i, at mange afskyr det i befolkningen så populære håndværkerfradrag. Det er en ”grim ælling” og et økonomisk redskab, der passer dårligt ind i værktøjskassen i den teoretiske og renskurede neoklassiske modelverden, hvor også fænomener som sort arbejde og ordnede forhold på arbejdsmarkedet er svære at sætte på formel. Senest har vi set Roskilde-professor Bent Greves fejde mod fradraget i Altinget 6. november, med postulatet om, at de rigeste får mest ud af fradraget.

 

Det er under alle omstændigheder en sandhed med modifikationer – og derudover er der mindst 3-4 andre gode grunde til at bevare Boligjobordningen, som håndværkerfradraget også kaldes.

 

Det er ganske vist korrekt, at fradraget benyttes af en større procentdel af borgere, der tjener over 700.000 kr. Dem er der bare ikke så mange af! Ser man på hvor mange fx pensionister i eget hjem, der får mulighed for at få lavet småreparationer, man ikke selv kan overkomme, så er det bestemt ikke de mest velstillede. I 2018 havde 77 procent af håndværkerfradragets brugere en årlig indkomst under 500.000 kr. Og knap halvdelen tjente under 350.000 kr. Fradraget er således bredt forankret i befolkningen, og har i øvrigt gennem hele dets omskiftelige levetid været mest udbredt i Nordjylland og mindst i Hovedstadsregionen.

 

14 mia. kr. i Sverige
Så er der det med økonomien og proportionerne. Ifølge Finansministeriet koster service- og håndværkerfradraget tilsammen 445 millioner kr. i 2019 efter adfærd og tilbageløb. Til sammenligning bruger det ærkesocialdemokratiske Sverige 14 mia. svenske kroner årligt på deres tilsvarende, mere generøse fradrag.

 

Hvis vi kigger lidt frem i de næste par års økonomiske krystalkugle, så forudser Dansk Byggeri i sin nye prognose fra oktober, at aktiviteten forskyder sig fra vejanlægsprojekter og nybyggeri af etageboliger over mod renoveringsmarkedet, der spænder et sikkerhedsnet ud under byggeriets beskæftigelse. Det bringer energirenoveringer på villavejene i fokus. Det er der rigtig mange jobs i, men det er desværre også i det segment, at der efterspørges mest sort arbejde. Og her er håndværkerfradraget en garant for, at arbejdet bliver udført med regning, moms, CVR-nummer, og ofte også med lærlinge osv.

 

Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt
Misforstå mig ikke: Byggeriet skal såmænd nok klare sig, med eller uden håndværkerfradrag. Men forbrugerne er ret følsomme mht. økonomiske incitamenter mellem gør-det-selv/sort arbejde på den ene side og momsregistreret arbejde på den anden. Det fremgår bl.a. af Skatteministeriets analyse fra 2017 af de tilsvarende svenske ordninger: Da tilskuddet til arbejdsløn til håndværksydelser i 2016 blev reduceret fra 50% til 30%, købte 44% af brugerne mindre momsregistreret håndværksarbejde end de ville have gjort under de gamle regler.

 

Hvis vi kigger blot få måneder frem i den politiske krystalkugle, så står vi i foråret 2020 foran arbejdet med at sætte kød og blod på Klimalovens 70% reduktion af drivhusgasser, hvor energirenoveringer af den eksisterende boligmasse ikke er til at komme udenom – og her er håndværkerfradraget ét blandt mange håndtag at dreje på. Derfor er det vigtigt at bevare regelsæt og rammeværk i Boligjobordningen i stedet for at skylle den ud med badevandet. Eller som forbundsformændene i to af byggeriets lønmodtagerorganisationer, Henrik W Petersen fra Blik & Rør og Jørgen Juul Rasmussen, Dansk El-forbund skrev i Altinget 25. oktober: ”Ved at fjerne fradraget fjerner man et væsentligt værktøj til at sikre, at den almindelige dansker påtager sig en del af ansvaret og en aktiv rolle i den grønne omstilling.” Det kan ikke siges meget mere præcist.

 

Lige nu handler det dog om at bevare status quo for håndværkerfradraget i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Der har været rigeligt med uvarslede ændringer og kørsel ind og ud af den politiske intensivafdeling i Boligjobordningens otte år korte liv. Hverken forbrugere eller virksomheder har brug for en ny omgang stop-and-go, her blot 1½ måned før nytår – men på sigt, kan der nok med fordel komme flere energibesparende virkemidler ind i ordningen, samtidig med, at fradragets positivliste, som blev udarbejdet tilbage i efteråret 2015, forhåbentlig i 2020 kan blive ført up-to date, så der bl.a. kan tages hensyn til den teknologiske udvikling, der har fundet sted i den mellemliggende periode.

 

Servicefradraget ER allerede blevet prioriteret
Det var dog ikke kun fordelingspolitik og effekt af håndværkerfradraget, Altinget beskæftigede sig med 6. november. Også vægtningen mellem service og håndværk blev gennemgået i en ganske lødig artikel, hvor økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen giver en række gode begrundelser for at udvide servicedelen af Boligjobordningen, særligt hvad udbudssiden angår. Argumenter, som Dansk Byggeri gerne skriver under på, blot det ikke sker på yderligere bekostning af håndværksdelen af ordningen.

 

Der er dog en vigtig supplerende pointe, når det gælder vægtning mellem energirenovering og serviceydelser som fx rengøring. Den efterlyste relative opprioritering af servicedelen har allerede fundet sted (!). I perioden 2011-2015 udgjorde håndværksdelen konsekvent ca. 90% af det samlede beløb i Boligjobordningen, mens servicedelen kun udgjorde 10%. Med det nye øremærkede fradrag til hhv. service- og energirenovering fra 2016, steg servicedelens andel af fradraget til godt 21% i 2017 og nåede sit foreløbige toppunkt i 2018 med 23%, hvor der for første gang også var markant flere (288.000), der benyttede ordningens servicedel end dens håndværksdel (240.000).

 

Naturligvis virker håndværkerfradraget mod sort arbejde!
Det ligger i det sorte arbejdes natur, at det er svært at måle. Der er nu ellers rigeligt med indicier, der viser, at det sorte arbejde er faldet i perioden med håndværkerfradraget. Bl.a. har Rockwool Fondens Forskningsenhed konkluderet, at det sorte arbejdes andel af BNP faldt fra 3,3% i 2010 til 1,6% i 2014, da fradraget var på sit højeste, da man også fik fradrag for indvendigt malerarbejde, almindelige køkken- og badeværelsesudskiftninger, og hvor der var ca. 650.000 årlige brugere af fradraget.  Samme tendens har Danmarks Statistik dokumenteret: Fra 2011 til 2013 faldt andelen af de beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen, som udførte sort arbejde fra 25% til 14%. Hertil kommer, at vores medlemsvirksomheder i virkelighedens verden nu langt sjældnere konfronteres med ønske om arbejde uden regning, end tidligere.

 

Til slut er det værd at bemærke, at i en tid, hvor nye traditionelle arbejdsudbudsreformer ”med pisken” er politisk lukket land, og hvor regeringen selv har introduceret ønsket om en ny type, intelligente reformer ”med gulerod”, så er håndværkerfradraget en ven i nøden. For det hæver arbejdsudbuddet, at fx travle børnefamilier kan købe sig til professionel hjælp fremfor at skulle udføre lavproduktivt gør-det-selv arbejde.

Loading...
Scroll til top af siden