Husets energimærke påvirker salgsprisen

Det er ikke lige meget, om parcelhuset har et energimærke E eller B, når boligen skal sælges. Den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen en energiklasse er cirka 50.000 kroner, og en energirigtig bolig står højt på listen hos hver fjerde boligkøber, viser tal fra Dansk Byggeri.

Hvis et 100 kvadratmeter stort parcelhus går fra energimærke G til E ved fx at isolere hulmuren og udskifte vinduerne, stiger husets salgspris med cirka 113.000 kroner.

Den gennemsnitlige gevinst ved at forbedre boligen en energiklasse er cirka 50.000 kroner, viser tal fra Dansk Byggeris Energianalyse.

- Når boligejerne energirenoverer, så fremtidssikrer de boligen. Både i forhold til at udgifterne til el og varme ikke eksploderer, men også i forhold til at kunne sælge boligen på et senere tidspunkt. Der er ingen tvivl om, at jo bedre energimærke boligen har, jo højere er salgsprisen, og jo mere attraktiv er den, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.

Hvis man spørger boligkøberne, hvad de ser efter, når de leder efter ny bolig, så svarer hver fjerde boligejer, at energirigtigt byggeri er et væsentligt parameter, hvis de skulle skifte bolig.

- Det viser, at et godt energimærke har betydning for mange boligejere, og at de også ser på udgifterne til el, vand og varme, når de vælger deres fremtidige bolig, siger Camilla Damsø Pedersen.

I dag har 650.000 bygninger i Danmark et energimærke, og 225.000 boliger har et energimærke E eller dårligere.

- Netop fordi det er et lovkrav, at alle boliger, der skal sælges eller lejes ud, skal energimærkes, er der også helt automatisk flere, som får en energimærkerapport og sætter sig ind i boligens energimæssige stand. Boligkøbere tænker i langt højere grad grønt, og det fokus ser kun ud til at vokse, siger Camilla Damsø Pedersen.

 

Kontakt

Energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen, telefon 23 28 49 13

Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65

Loading...