Sæt turbo på boligbyggeriet i hovedstaden

Print artiklen

Af chefkonsulent i Dansk Byggeri Anne Gram

København er en skøn by, derfor er der også mange, der gerne vil bo i vores hovedstad. Med 10.000 nye borgere, der kommer til byen hvert år, er det derfor også en udfordring for kommunen at sikre tilstrækkeligt med boliger til at rumme byens vækst. For der mangler boliger i København, og det er særligt de små boliger, der er for få af.

I Københavns Kommuneplan 2019 har kommunen heldigvis planer om for alvor at skrue op for byggeriet af flere nye og mindre boliger. Det er både fornuftigt og nødvendigt, at kommuneplanen indeholder en samlet boligpolitik, som frem mod 2031 skal sikre, at der bliver bygget 60.000 nye boliger.

Mangel på små boliger
Mens der i en årrække er gjort en indsats for at få bygget store projektboliger, er særligt små boliger blevet en mangelvare i København. Derfor kan vi i Dansk Byggeri kun rose, at Københavns Kommune endelig har løsnet op på deres krav om, at 75 procent af boliger i nyopførte ejendomme i gennemsnit skal være mindst 95 kvadratmeter store. I stedet bliver der lagt op til, at det fremover kun er 50 procent af alt nybyggeri, som i gennemsnit skal være over 95 kvadratmeter. Det har stået højt på vores ønskeseddel i mange år, da det åbner op for muligheden for at bygge langt flere små boliger og dermed imødekomme den store efterspørgsel på mindre boliger fra enlige, studerende og pensionister.

Selvom 60.000 nye boliger lyder af meget, peger en rapport fra Copenhagen Economics på, at det langt fra er tilstrækkeligt, og at 2031 er alt for langt ude i fremtiden. Rapporten viser, at der allerede frem mod 2025 er behov for hele 50.000 nye boliger. Politikerne på Københavns Rådhus er netop nu i gang med at behandle kommuneplanen politisk, og de bør derfor sætte endnu mere turbo på boligbyggeriet. Der er tre håndtag, som politikerne med fordel kan dreje på for at sikre, at der bliver bygget flere boliger og hurtigere, end der er lagt op til i kommuneplanen.

Byg i højden
Det er muligt at skabe op mod 22.000 flere boliger ved at bygge oven på allerede eksisterende boliger fx ved at sætte en ekstra etage på eller udnytter tagetagerne. Det har også den fordel, at der allerede er kloakeret, bygget trappeskakte, udenoms arealer m.m., så byggeriet kan gøres billigere og med en lavere CO2-udledning.

Gør klar til byggeri nu
I stedet for at vente til 2031 med at udvikle fx perspektivområderne på Refshaleøen og Kløverparken, bør Københavns Kommune gå i gang med den opgave som noget af det første. Det giver mulighed for langt hurtigere at sætte gang i byggeriet af nye boliger til de tusindvis af mennesker, som hvert år kommer til hovedstaden.

Giv tomme erhvervslokaler nyt liv
Mens vi venter på, at der bliver bygget flere ungdomsboliger, studieboliger og kollegier, kan Københavns Kommune med fordel anlægge en mere fleksibel tilgang til at omdanne erhvervslokaler til boliger. Det er selvfølgelig fornuftigt, at der stilles andre krav til boliger end erhvervslokaler, men mere fleksibilitet ved eksempelvis ungdomsboliger, hvor folk kun bor en kortere periode, kan skabe plads til byens mange nye unge beboere. Men det skal være fleksibelt, at en bygning kan gå fra erhverv til ungdomsbolig og tilbage til erhvervslokale igen. Den fleksibilitet vil formentligt betyde, at langt flere udlejere af erhvervsejendomme i perioder vil anvende deres oprindelige erhvervsejendomme til boligformål. Det vil sikre en langt mere bæredygtig anvendelse af kvadratmeterne i København.

Københavns Kommune sætter en fornuftig retning i den kommende kommuneplan, men det er nødvendigt at bygge mere i højden, at gøre flere områder klar til boligbyggeri allerede nu og udnytte tomme erhvervslokaler, hvis der skal gøres plads til byens mange nye borgere, og København forsat skal være en by for alle.


Indlægget er bragt på Altinget.dk/By

Loading...


Vi har brug for din mening

Dansk Byggeri foretager en måling af brugernes tilfredshed med hjemmesiden. Vi håber derfor, at du vil deltage ved at besvare nogle få spørgsmål. Det tager ca. 3 minutter.

På forhånd tak for hjælpen.
Dansk Byggeri



I forbindelse med at du vælger/fravælger at deltage i denne undersøgelse, oprettes der en cookie på din computer. Cookiens formål er alene at sikre, at du ikke bliver bedt om at deltage igen. Der opbevares ikke personrelaterede oplysninger, og cookien indeholder ikke virus.