Uden korte uddannelsesaftaler vil mange elever stå uden læreplads

De korte uddannelsesaftaler, hvor en virksomhed ansætter en lærling i en del af uddannelsesperioden, er garant for flere praktikpladser i bygge- og anlægsvirksomhederne. Hvis muligheden for at indgå korte uddannelsesaftaler bliver afskaffet, vil ca. 40 procent af virksomhederne i branchen tage færre eller ingen lærlinge, viser en ny undersøgelse fra Dansk Byggeri.

Flere lærlinge har skrevet under på en praktikaftale med en bygge- og anlægsvirksomhed de seneste år. Det skyldes blandt andet, at der er sket et skift i typen af aftaler. I 2007 var tre procent af alle aftaler korte uddannelsesaftaler, mens de i år forventes at udgøre 35 procent.

De korte uddannelsesaftaler er kritiseret af fagbevægelsen, men de er nødvendige, hvis virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen skal fortsætte med at uddanne ligeså mange lærlinge, som de gør i dag, viser spørgeskemaundersøgelsen fra Dansk Byggeri.

Korte uddannelsesaftaler skaber flere praktikpladser

I undersøgelsen svarer hver fjerde bygge- og anlægsvirksomhed, at de forventer at tage færre lærlinge, hvis de mister muligheden for at lave korte uddannelsesaftaler, mens op mod hver syvende svarer, at de helt vil afholde sig fra at tage lærlinge, hvis aftalerne fjernes.

For fire ud af ti virksomheder vil en afskaffelse ikke have nogen betydning for, hvor mange lærlinge de vil ansætte, mens blot fire procent svarer, at det vil føre til flere aftaler.

- Jeg kan godt forstå, at mange lærlinge gerne vil have en aftale på plads fra start, der gælder for hele deres uddannelsesperiode. Og derfor er det godt, at mange virksomheder også benytter sig af de almindelige aftaler. Men undersøgelsen bekræfter, at de korte aftaler er et nødvendigt supplement. Uden dem vil mange elever stå uden en læreplads. Så det er vigtigt at slå fast, at hvis man afskaffer eller forringer muligheden for at indgå korte uddannelsesaftaler, så vil det ikke føre til flere fulde aftaler. Tværtimod vil det føre til færre aftaler, og det er hverken lærlinge eller virksomheder tjent med, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

Halvdelen af virksomhederne gør brug af korte uddannelsesaftaler

Flere virksomheder gør både brug af korte og almindelige uddannelsesaftaler, når de ansætter lærlinge. Undersøgelsen viser, at omkring halvdelen af de adspurgte virksomheder benytter sig af de almindelige uddannelsesaftaler. Cirka lige så mange svarer, at de gør brug af korte uddannelsesaftaler.

- For særligt de små virksomheder kan det være usikkert at underskrive en fireårig konkrakt, hvis de pludselige ikke har nok ordrer i bogen, så for dem er det godt med en fleksibel aftale. Hvis virksomheden så fortsætter med at have nok at lave, kan man heldigvis forlænge en kort uddannelsesaftale, så den gælder for resten af uddannelsen. Det er heller ikke nødvendigvis en ulempe for eleverne at indgå korte uddannelsesaftaler. Det giver mulighed for at prøve at arbejde i forskellige virksomheder, før de får deres svendebrev, siger Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.

Loading...