Nu flere byggevirksomheder, der mangler efterspørgsel end arbejdskraft

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der nu for første gang i fire år er flere byggevirksomheder, der bliver begrænset af mangel på efterspørgsel end af mangel på medarbejdere. Ifølge Dansk Byggeri viser det, at presset på byggeriet er aftaget i løbet af det seneste halve år.

Byggevirksomhedernes forventninger til fremtiden blev i januar lidt mere negative, viser den seneste konjunkturindikator, der måler, om konjunkturerne er på vej op eller ned. Fra december til januar faldt den fra -5 til -6.

 

- Bygge- og anlægsbranchen kan se tilbage på seks års ubrudt opsving fra 2013 til 2019, og udviklingen tyder fortsat på en blød landing i år. Men byggevirksomhederne er især bekymret over mængden af ordrer, og det har i januar trukket konjunkturindikatoren nedad, siger Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg.

 

I januar blev hver femte bygge- og anlægsvirksomhederne ifølge Danmarks Statistik begrænset i produktionen, fordi de manglede medarbejdere. Men som noget nyt er der nu flere, 22 procent, der angiver, at de er begrænset af mangel på efterspørgsel.

 

- De nye tal bekræfter, at det konjunkturmæssige pres på byggeriet er aftagende, mens den underliggende, mere strukturelle mangel på faglærte medarbejdere – især tømrere og elektrikere – fortsat består, siger cheføkonom Bo Sandberg.

 

Hul i anlægsmarkedet – og store forskelle
Danmarks Statistiks opgørelse viser, at især anlægsvirksomhederne mangler opgaver. Hele 58 procent af anlægsentreprenørerne oplever i januar, at mangel på efterspørgsel begrænser deres produktion.

 

- Det vil være en stor fejl at tro, at der bare er tale om et tilfældigt sæsonudsving i en rekordvarm vinter. Det er hævet over enhver diskussion, at mange anlægsvirksomheder oplever store huller i ordrebøgerne på hjemmemarkedet. Og forsinkelsen af den langsigtede infrastrukturplan er ved at være temmelig problematisk, hvis de skal kunne fastholde medarbejderne i vej- og banevirksomhederne, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

I den anden ende af skalaen, er der fortsat udbredt mangel på medarbejdere hos murere, 31 procent, el-installationsvirksomheder, 29 procent, og VVS-firmaer, 24 procent.

 

Kontakt

Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, telefon 28 50 38 19

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

Loading...
Scroll til top af siden