Tyskland giver dansk byggeeksport en syngende lussing

Bygge- og anlægsbranchens eksport af varer og tjenester til EU-landene tabte pusten i 2019. Nye eksporttal fra Danmarks Statistik viser, at det især er det britiske og tyske marked, der svigter. Helt galt fik det for eksporten til vores største eksportmarked Tyskland, der faldt 44 procent i forhold til året før.

Udviklingen undrer både Dansk Byggeri og en række store bygge- og anlægsvirksomheder. Den tyske byggeaktivitet er nemlig steget markant de seneste år. Alene fra 2018 til 2019 steg aktiviteten i boligbyggeriet, erhvervsbyggeriet og de offentlige byggerier og anlægsprojekter med 8,5 procent. Og på det tyske bygge- og anlægsmarked blev der omsat for ca. 137 milliarder EURO.  

 

Hos DEKO, som producerer skillevægge, kan udviklingsdirektør Jimmy Rahim ikke umiddelbart genkende faldet i den danske bygge- og anlægseksport til Tyskland.

 

- For os har der været fremgang de seneste år, Tyskland er et voksende marked med meget stort perspektiv, siger Jimmy Rahim.

 

- I entreprenørkoncernen Arkil A/S, som har været etableret i Tyskland i mange år, undrer den vigende eksport også adm. direktør Jesper Arkil.  

 

- Det kommer bag på mig, at den danske eksport til Tyskland falder. Inden for bygge- og anlæg oplever vi god efterspørgsel og forventer, at det fortsætter både i år og næste år. Vi hører fra flere sider, at der mangler kapacitet på markedet, så det er påfaldende, at det ikke påvirker eksporten positivt, siger adm. direktør Jesper Arkil, Arkil A/S.

 

Også Brexit rammer bygge- og anlægseksporten

Bygge- og anlægsbranchen herhjemme rammes også hårdere af Brexit-uroen end andre brancher. Mens Danmarks samlede eksport af varer og tjenester til Storbritannien faldt med 16 procent fra 2018 til 2019, oplevede bygge- og anlægsvirksomhedernes et fald på 46 procent.

 

- Vi havde ventet et fald i eksporten af tjenester til Storbritannien. Først og fremmest fordi et stort enkeltstående projekt hev eksporten helt ekstraordinært i vejret i 2018. Men det  kommer bag på os, at eksporten af byggevarer til Storbritannien faldt med hele 32 procent, mens den samlede danske vareeksport oplevede et fald på det britiske marked på fire procent, siger international chef i Dansk Byggeri Henriette Thuen.

 

I alt eksporterede danske bygge- og anlægsvirksomheder for knap 77 milliarder kr. sidste år. Det 25 procent mindre end i 2018.  

 

Kontakt

International chef Henriette Thuen, Dansk Byggeri, htu@danskbyggeri.dk, telefon 40 98 41 30

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02

 

 

Loading...
Scroll til top af siden