Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Digitalisering og ny teknologi vil gøre byggeriet mere effektivt

Af direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri

Bygge- og anlægsbranchens virksomheder investerer i nye it-værktøjer. Og der bliver brugt flere penge end nogensinde. Det viser Dansk Byggeris nye it-analyse.

 

Interessen er stor, og mere end halvdelen af de adspurgte i analysen har brugt penge på nye it-værktøjer indenfor de sidste 12 måneder. Vi kan dermed glæde os over en stigning på 20 procentpoint, siden vi i 2013 lavede en tilsvarende it-analyse.

 

Der er især interesse for digitale løsninger, der understøtter en effektiv forretningsdrift. Det vil sige it-systemer til fx tidsregistrering og kvalitetssikring, som i dag kan gøres smartere og hurtigere digitalt.

 

Men der er sandelig også stigende interesse for at investere i digitale løsninger, der understøtter en effektiv produktion. Her er det særligt de større virksomheder, der angiver retningen og går foran.

 

Resultatet er, at byggeprojekterne populært sagt bygges to gange – først digitalt og efterfølgende i virkeligheden. Digitale 3D-modeller kan suppleres med data om tid og økonomi, og der gennemføres logistikoptimering og  kollisionskontrol, som sikrer, at projekterne også er bygbare. Det har allerede vist sig, at denne investering tjener sig ind mange gange, idet projektmangler i den digitale proces afsløres før problemerne opstår på byggepladsen – hvor den slags for alvor koster penge og resulterer i spildtid.

 

Smartphone som værktøj på byggepladsen
Den positive udvikling har baggrund i en række væsentlige teknologiske udviklingstræk. For det første kan man i dag via mobilt internet tilgå it hvor og når som helst. For det andet er tablets og smartphones i dag så teknisk stærke, at man kan bruge it-værktøjer på byggepladsen. Det betyder, at teknologien nu kan benyttes fra dag ét, så det mindsker bøvlet i hverdagen og effektiviserer forretningen. Endelig er der et væld af leverandører, som både understøtter med it-systemer eller med services for dem, der ikke selv har kompetencerne inhouse.

 

Ser vi lidt i glaskuglen, så vil ny teknologi komme til at spille en større og stadig vigtigere rolle i fremtidens bygge- og anlægsbranche. Frontløberne vil vise anvendelse af droner til opmåling, robotter til at tage over på rutineopgaver eller støjende og støvende opgaver. Mulighederne i 3D-printning undersøges, og indbygning af censorer giver nye muligheder i forhold til at få informationer og data om det, der er bygget, om optimeringen og om erfaringer med brugernes anvendelse af bygninger.

 

Systemleverandører får fremtrædende rolle
Data om brugen af bygninger bliver helt sikkert en konkurrenceparameter i fremtiden – både i forhold til optimal drift, men lige så vigtigt i forhold til design af morgendagens byggeløsninger. Samtidig åbner digitaliseringen og de digitale arbejdsmetoder mulighed for, at industriel produktion af byggekomponenter kan fremmes. Systemleverandører, der påtager sig delprojektering, materialeproduktion og montage, vil helt sikkert få en mere fremtræden rolle i fremtiden.

 

Her og nu er det interessant at erfare, at det både er de store og de små virksomheder, der viser interesse for at anvende digitale muligheder. De mindre virksomheder med fokus på at optimere deres forretningsdrift – de store supplerer med at optimere produktionsprocessen. Og så er der også dem, der hastigt bevæger sig ind på tidligere klassiske rådgiver domæner, idet de har fokus på projektoptimering og projektgranskning.

 

Digitalisering og ny teknologi er ingen døgnflue. Det vil komme til at skabe udvikling og forandring i bygge-og anlægsbranchen. It vil bidrage til at understøtte en mere effektiv branche, det vil gøre branchen mere værdiskabende, og it vil bringe os i en retning, hvor træfsikkerheden ganske enkelt er større – til glæde for branchen selv og ikke mindst branchens kunder.

 

Dansk Byggeri afholde for syvende gang IT-messe den 6. februar 2018 i Taastrup og den 7. februar 2018 i Århus. Se mere på www.danskbyggeri.dk/it-messe