Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Giv os fairplay

Forestil dig en fodboldkamp, hvor dommeren kigger passivt på, og man ikke vinder, selvom man har scoret flest mål.

Af adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri

Forestil dig en fodboldkamp, hvor dommeren kigger passivt på, og man ikke vinder, selvom man har scoret flest mål.

Den følelse står mange virksomheder tilbage med, når kommunerne vælger deres eget ”tilbud” på de opgaver, som de har sendt i udbud. Det kaldes et kontrolbud og skal bruges til at sammenligne virksomhedernes tilbud med den kvalitet og økonomi, som kommunen selv kan tilbyde.

Men kommunernes kontrolbud er ofte prissat urealistisk lavt. Det giver kommunerne en uretfærdig fordel i konkurrencen om opgaverne. Det er blevet kaldt for ”jobtyveri”.

Konsekvenserne er til at tage og føle på for virksomhederne og samfundet. For det første bruger virksomheder forgæves mange ressourcer på at lave tilbud, hvis konkurrencen alligevel er afgjort på forhånd. For det andet koster det i sidste ende skattekroner og velfærd, når kommunerne udfører opgaver, som private virksomheder kunne have udført bedre eller billigere.

Det burde vel ikke være så svært for kommunerne at prissætte deres ydelser korrekt. Det gør private virksomheder hver dag. Alligevel oplever vi jævnligt eksempler på kontrolbud, der har så dårlig kvalitet, at de ikke burde være med i en udbudskonkurrence.

Det er derfor glædeligt, at regeringen har besluttet sig for at ændre reglerne, så der bliver større fairness i konkurrencen. Det handler ikke om, at vi er bange for konkurrencen. Tværtimod så vi gerne langt flere opgaver udsat for konkurrence. Men det skal være fair og med lige muligheder for at vinde opgaverne. Derfor anbefaler Dansk Byggeri:

- at det skal kontrolleres, om de udførte opgaver svarer til kommunernes tilbud

- at kommunernes tilbudsberegning skal offentliggøres, når kontrakten tildeles

- at hvis der sker ændringer i det vindende bud, skal opgaven sendes i udbud forfra

Hvis kommunerne kan løse opgaverne bedst og billigst på de betingelser, skal de have lov til det. For det handler alene om at give os fairplay.