Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Blindt fokus på lighed svigter fællesskabet

Debatindlæg af adm. direktør Lars Storr-Hansen. Bragt i Berlingske den 12. juni 2018

Socialdemokratiets formand har givet sig selv en vigtig opgave: At styrke grundlaget for Danmarks velstand og tage bedre hånd om udsatte borgere. Det er sympatiske mål, som de fleste nok kan støtte. Men spørgsmålet er, om Mette Frederiksens udmelding om at fokusere mere på lighed i dansk politik gavner denne vision?

 

Mit svar er nej, ikke nødvendigvis. Jeg kan godt frygte, at et enøjet fokus på lighed, vil gøre livet endnu sværere for dem på kanten af arbejdsmarkedet. Simpelthen fordi det fjerner opmærksomheden på økonomisk vækst.

 

Den senere tids økonomiske fremgang betyder nemlig, at virksomhederne nu har langt større muligheder for at inkludere langt flere danskere på kanten af arbejdsmarkedet i arbejdsfælleskabet. En opgave, som byggeriet i høj grad er med til at løse i disse år. 

 

I foråret viste en undersøgelse fra tænketanken Kraka således, at bygge- og anlægsvirksomhederne er særligt gode til at tiltrække folk, som står uden for arbejdsmarkedet. For eksempel kontanthjælpsmodtagere, der ikke er erklæret jobparate, pensionister, efterlønsmodtagere og folk på sygedagpenge eller andre offentlige ydelser. Det skyldes det økonomiske opsving, som har øget beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen markant. Når konkurrencen om arbejdskraften strammer til, er virksomhederne nemlig mere tilbøjelige til at afsætte tid og kræfter til at oplære en ny medarbejder, som har været væk fra arbejdsmarkedet i mange år.

 

Den økonomiske vækst er med andre ord med til at skabe mere lige muligheder på arbejdsmarkedet.

 

Den kan naturligvis også være med til at gøre forskellen mellem rig og fattig større. For selv om vi alle bliver rigere, når der er vækst og fremgang, så bliver nogle automatisk rigere end andre, for eksempel på grund af stigende boligpriser. Alternativet er dog langt værre for de svageste i vores samfund, for uden økonomisk vækst bliver vi alle fattigere. Det kan de rigeste godt holde til, men det er langt værre for de mest udsatte familier. Hvis vi stirrer os blinde på lighed, risikerer vi med andre ord at svigte dem, der i forvejen har det sværest.

 

Danmark er allerede et af de mest lige vestlige lande. Sidste år viste en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet baseret på tal fra OECD, at indkomstforskellene i Danmark kun er en lille smule større end i Island og Norge, hvor forskellen mellem rig og fattig er mindst, når den måles med den såkaldte gini-koefficient. Det er det mål, der viser forskellen på indkomster eller formuer i en befolkningsgruppe. Ikke engang det socialdemokratiske Sverige kan holde trit med Danmark, når det handler om lighed.

 

Til gengæld påpeger OECD, at væksten i den danske økonomi er svag sammenlignet med vores nabolande og de fleste andre vestlige lande, og desværre ser udviklingen ud til at fortsætte. I øjeblikket forventer OECD en beskeden 28. plads for Danmark ud af alle 35 OECD-lande, hvad angår den økonomiske vækst det kommende halvandet år.

 

Meget tyder derfor på, at manglende vækst er et større problem for Danmark end ulighed.

 

Et af fokuspunkterne for de senere års skiftende danske regeringer har været at øge arbejdsudbuddet, så flere kan komme til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller blive villige til at arbejde mere end i dag.

 

Hvis vi skal have endnu flere ind i arbejdsfællesskabet, er vi nødt til at holde fast i dette fokus og gøre endnu mere for at få flere i arbejde og få dem, der allerede er i arbejde, til at arbejde lidt mere. Ellers svigter vi ikke bare dem på kanten af arbejdsmarkedet – vi gør også de danske virksomheder og hele vores samfund mere sårbart over for mangel på arbejdskraft.

 

Når vi øger arbejdsstyrken bliver vi nemlig også mindre afhængige af udenlandske medarbejdere. Alternativet er jo, at virksomhederne bliver nødt til at hente kvalificeret arbejdskraft i andre lande, hvis den ikke er tilgængelig i Danmark.

 

Det ser vi også i byggebranchen. For selv om vi eksempelvis helst vil hente vores egne håndværkere i Danmark, så gør den stigende efterspørgsel på byggeri og boliger det stadig vanskeligere for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen at skaffe de kompetente medarbejdere, de har brug for. Samtidig kæmper de europæiske lande i stigende grad om at tiltrække og fastholde arbejdskraft, og det er slet ikke givet, at vi kan blive ved med at finde kvalificerede medarbejdere i landene omkring os.

 

Uden den nødvendige arbejdskraft vil vi ikke bare gå glip af lidt ekstra vækst og velstand. Vi vil også få udfordringer med at finde penge til at finansiere og forbedre den velfærd, vi har i dag. Og hvem ønsker ikke bedre skoler, tidssvarende og moderne hospitaler, bedre ældrepleje med mere?

 

Det er naturligvis ikke alle, der kan skifte et liv med langtidsledighed ud med et job i bygge- og anlægsbranchen. Et arbejde der på trods af den teknologiske udvikling stadig stiller krav om en vis fysisk styrke, håndelag og faglig viden. Men så kan de være med til at frigive arbejdskraft til byggeriet ved at overtage arbejdsfunktioner i mindre krævende brancher.

 

Hvis vi derimod stirrer os blinde på lighed og mister fokus på reformsporet, risikerer vi både at svække grundlaget for Danmarks velstand og svigte dem på kanten af arbejdsmarkedet.

 

Det er netop i opgangstider, at politikerne bør gennemføre reformer, der øger arbejdsudbuddet. Det er ikke bare godt for alle dem, der i dag står uden for. Det er også forudsætningen for at bevare det velfærdssamfund, som vi alle sammen er så glade for.  For hvis de udsatte grupper ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet, når der er gang i økonomien, så får de det nok aldrig.

 

Derfor er det langt vigtigere, at blive ved med økonomiske initiativer, der kan holde liv i opsvinget og sikre alle et bedre liv, end at bruge tiden på at gå rundt og måle gini-koefficienten med en lup.

 

Kontakt

Adm. direktør Lars Storr-Hansen, lsh@danskbyggeri.dk, telefon 41 19 33 04 

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02