Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Efter ferien er risikoen for arbejdsulykker lidt større

Når vækkeuret ringer første morgen efter ferien, skal den ansatte finde ind i rutinen på arbejdspladsen igen. Men ansatte kan have glemt rutinerne. Og det betyder en større risiko for arbejdsulykker – ikke mindst i byggeriet, hvor en enkelt glemt detalje kan forårsage en ulykke.

Derfor opfordrer Dansk Byggeri til, at virksomhederne sætter fokus på at genopfriske rutinerne efter sommerferien.

 

- De fleste kan nok godt genkende, at man i ferien har fået arbejdet lidt på afstand. Vi, der sidder på et kontor, skal jo også lige huske vores password. Men på en byggeplads kan små ting dog betyde meget for de ansattes sikkerhed, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri.

 

Sikkerhed frem for hurtighed

For første gang har virksomheden Tscherning i år udsendt specifik information til deres ansatte om sikkerhed efter sommerferien.

 

- Når vores medarbejdere kommer tilbage, kan de være lidt rustne. Derfor opfordrer vi alle til at sige til, hvis de bliver usikre. Vores ansatte skal komme roligt tilbage til arbejdet igen, også selv om arbejdet tager en lille smule længere tid, siger kvalitet-, miljø- og arbejdsmiljømedarbejder Jakob Lyngbye fra Tscherning.

 

Han forventer, at den målrettede kommunikation betyder, at tiden efter sommerferien bliver sikker og sund for de ansatte.

 

Gør to ting om mandagen

Mandag morgen kan det, ifølge Mette Møller Nielsen, være en god ide at sætte sikkerheden i tale på morgenmødet, når feriefolket vender tilbage til arbejdet. Her kan alle blive mindet om, at de skal passe på sig selv og hinanden.

 

- Derudover kan det være en god ide at få ryddet op i bilen for at tjekke, om alt udstyr er i orden. For det er jo ærgerligt at stå på den første opgave og mangle faldsikringsudstyr og skruemaskinen, siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen, Dansk Byggeri.

 

Kontakt

Arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri Mette Møller Nielsen, mmn@danskbyggeri.dk, telefon 22 45 47 72
Kvalitet-, miljø- og arbejdsmiljømedarbejder i Tscherning Jakob Lyngbye, jal@tscherning.dk , telefon 53 36 62 05