Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Godt gang i renoveringer af boliger

Der bliver bygget til, bygget om og renoveret på livet løs i de danske boliger. Boligejerne har fået flere penge mellem hænderne, og det sætter gang i reparation og vedligeholdelse af huse, lejligheder og rækkehuse over hele landet, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

 

Mange boliger har skiftet ejer de seneste år, og der er udsigt til, at antallet af handler vil ligge på et forholdsvist højt niveau også de kommende år. Det er godt nyt for byggeriet. Bolighandler får nemlig ofte ejerne til at sætte deres bolig i stand og ofre mere på eksempelvis nye køkkener og badeværelser.

 

Dansk Byggeri venter i sin halvårlige konjunkturanalyse, at aktiviteten inden for reparation og vedligehold af boliger vil stige to procent i år, tre procent næste år og 2,5 procent i 2020.

 

- Det er ikke mindst den høje beskæftigelse og jobsikkerheden, der har gjort danske boligejere mere optimistiske og fået dem til at bruge flere penge på at forbedre boligen. Hertil kommer, at reallønnen er steget samtidig med, at renteniveauet er på et historisk lavt niveau, og friværdierne har fået et nøk op ad, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

 

Han peger også på, at håndværkerfradraget, som blev gjort permanent med finansloven for i år, sætter lidt ekstra gang i aktiviteten af energirenoveringer. 

 

- Så selv om danskerne efter finanskrisen er begyndt at spare væsentlig mere op, er de disponible indkomster steget så meget, at der er plads til både at høvle af på gælden og få muldvarpen op af lommen til forbrug, herunder boligrenovering, siger Bo Sandberg. 

 

Offentlige og erhvervsmæssige renoveringer halter bagefter

Dansk Byggeris analyse viser, at erhvervslivet også ventes at sætte gang i flere renoverings- og vedligeholdelsesprojekter. Højkonjunkturen betyder, at der er færre ledige erhvervslokaler, og det betyder, at en stor del af de lokaler, der er tilbage, trænger til en kærlig hånd. Derfor venter Dansk Byggeri, at reparation og vedligeholdelse af erhvervsbygninger stiger med 1,4 procent i år, 2,3 procent til næste år og to procent i 2020.

 

Til gengæld ser det knap så lyst ud, når man ser på de offentlige bygninger. Udflytning af statslige arbejdspladser og uddannelser vil godt nok kræve, at flere bygninger skal indrettes og sættes i stand. Men da der samtidig er anlægsloft og smalhals i mange kommuner, viser Dansk Byggeris prognose på bundlinjen en noget mindre stigning i reparation og vedligeholdelse af offentlige bygninger på 0,7 procent i år stigende til hhv. 1,7 og 1,8 procent i 2020.

 

Dansk Byggeris analyse om reparation og vedligehold: 

https://www.danskbyggeri.dk/media/35381/reparation-og-vedligehold-oktober-2018.pdf 

 

Kontakt

Cheføkonom Bo Sandberg, bsa@danskbyggeri.dk, telefon 28 50 38 19

Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02